Gymnasieelever om sexisme: "Der bliver uddelt priser som 'Årets smukke pige'"

Johanne Rüter Würtzen og Antonie Hornøe Mørch er begge 18 år. Begge gymnasieelever i 3.g på Vibenshus Gymnasium i København. Begge bestyrelsesmedlemmer i organisationen Operation Dagsværk, der består af frivillige gymnasieelever fra hele landet. Og så er de begge optagede af køn og frihed til at være den, man er. – Når du spørger i Danmark, så vil de fleste sige: ”Ja ja, selvfølgelig er mænd og kvinder lige”, men det er ikke nok, at det bare er noget, vi tænker. Vi skal kunne leve op til det, vi siger, fortæller Johanne. Antonie er enig. Faktisk har det overrasket hende lidt, at der har været et problem. – Indtil Metoo-debatten tænkte jeg da også, at mænd og kvinder er lige i Danmark, og at der ikke var et problem. Men det er der. Og det skal løses.

Må gerne sige fra

For både Johanne og Antonie er sexisme ikke bare noget, man læser om i en avis. For selv om de aldrig selv har oplevet sexisme og seksuelle krænkelser på egen krop, så ved de, at det eksisterer – også blandt unge i folkeskolen og gymnasiet. For eksempel til gymnasiefester, hvor deres veninder kan få kommentarer om deres kroppe og tøj, hvis de har taget en stram kjole på. På deres gymnasium er der hvert år kåringer af eleverne. Priser som ”årets smukke pige” og ”årets smukke dreng” skal uddeles. Og det er 3.g’erne, der står for nomineringerne. – Jeg vil sige, at der er noget censur over det. Og hvis du bliver nomineret, så bliver du også prikket til inden prisuddelingen. De spørger, om de må tage et billede af dig. Det er ikke bare dit Lectio-billede, der bliver hevet ud og udstillet.

Grænser på skemaet
I 2020 fyldte den obligatoriske seksualundervisning i skolen 50 år. De fleste har måske oplevet at skulle sætte et kondom på en gulerod eller at skulle læse om sex, kønssygdomme og prævention på en hjemmeside, andre husker nærmest ikke, at de har fået undervisning i det. Og det er faktisk ikke så mærkeligt. For i en undersøgelse lavet af Projekt SEXUS svarer fire ud af 10 15-24-årige, at de “slet ikke” eller “kun i ringe grad” har kunnet bruge skolens seksualundervisning til noget. Derfor kæmper Johanne og Antonie i Operation Dagsværk for, at seksualundervisning i skolen bliver taget meget mere seriøst. Og med emner, der også handler om andet end sex. – Ifølge vores forslag så skal seksualundervisningen foregå helt fra 0. klasse. Og så bliver folk sådan lidt ”åh nej, hvorfor skal vi snakke om sex der?”. Men det behøver ikke at handle om sex. Det kan være identitet og grænser, fortæller Antonie og fortsætter: – Altså når man så bliver ældre, og det måske er folk på ens egen alder, der gør tilnærmelser, så kender man bedre sine egne grænser og har lært, hvordan man kan sige fra.

Alle folk har usikkerheder – især unge mennesker. Så hvis man er lidt usikker i situationen, så kan man måske ikke engang overskue, hvad man skal gøre, hvis man ikke har lært det. At lære sig selv og sine egne grænser at kende kan være en udfordring. Ingen gider at være hende, de andre kalder ”følsom”, ”snerpet” eller en ”lyseslukker, der ødelægger den gode stemning”. Faktisk kan det næsten føles sværere at skulle sige fra end at finde sig i, at ens grænser bliver overskredet. – Jeg tror også, at unge generelt er meget konfliktsky mennesker, så vi vælger hellere ikke at sige noget og måske fysisk fjerne os i stedet for at sige ”Hey, du rørte mig lige, det ville være much appriciated, hvis du fremover ikke gør det”. Hvis du fjerner dig fra situationen, så løser du selvfølgelig problemet lige nu og her, men hvis den anden person måske ikke er klar over, at det, vedkommende gør, er meget krænkende over for andre mennesker, fordi de aldrig får det at vide, så løser det heller ikke et problem, siger Johanne.

Mærk efter
Det handler om at turde stå fast ved sine følelser og få sagt fra, for det kan være en stor hjælp, både over for den, der bliver krænket, og den, der krænker. Her nytter det ikke noget at spejle sig i sine veninder og deres grænser. For vi er alle forskellige og føler ikke de samme ting. – Det er dig, der har ansvaret for at stoppe, hvis der er nogen, der beder dig om at lade være med noget. Og så skal du selvfølgelig også tænke på det fremover, i forhold til hvordan du er over for andre mennesker. Men du har også til et vist punkt et ansvar for at kommunikere til et andet menneske, hvis du føler, at dine grænser er blevet overskredet, siger Johanne og afslutter: – Jeg tror helt klart, at det er vigtigt at snakke og kommunikere mere åbent. Og komme et sted hen, hvor man mere naturligt kan snakke om, hvordan man omgås hinanden, sådan så alle føler sig trygge. Det handler meget om tryghed.

HVORDAN HAR DU DET MED AT SIGE FRA?
Vi spurgte jer på Instagram, hvordan I har det med at sige fra, når nogen overskrider jeres grænser. Sådan lød nogle af jeres svar:

”KOMMER NOK AN PÅ, HVEM JEG SKAL SIGE FRA OVERFOR. MEN KAN IKKE SÅ GODT LIDE DET”

”SVÆRT, FOR JEG VIL IKKE GØRE FOLK KEDE AF DET”

”GODT, DET ER MIN KROP, OG DET ER MIG, DER BESTEMMER OVER DEN”

”SVÆRT. MAN BLIVER EFTERFØLGENDE ANGREBET OG FÅR AT VIDE, AT MAN IKKE KAN TAGE EN JOKE”

”JEG SIGER MEGET TIT MIN MENING, OG HVIS DER ER NOGET, JEG ER UTILFREDS MED”

”FINT NU, MEN SVÆRT, DA JEG VAR MINDRE”

”ELSKER DET! JEG HAR EN KÆMPE MAGT OVER MIG SELV OG MIN KROP”

”IKKE SÆRLIG GODT. JEG ER MEGET GENERT OG ENDER MED AT FØLE, AT DET ER MIG, SOM ER FORKERT”

”HVIS JEG HAR NOGEN OMKRING MIG, SOM VIL KUNNE HJÆLPE, HVIS DET SKABER PROBLEMER AT SIGE FRA, SÅ KAN JEG SAGTENS”