Her er 17 podcast, du bare MÅ høre
Podcast er ikke bare hyggeligt tidsfordriv. Ofte kan du blive meget klogere på omverdenen og dig selv gennem de utallige podcast, der findes. Vi giver dig her en liste over nogle af de mest underholdende, inspirerende og tankevækkende podcast, som du bare må lytte til.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Så find dine høretelefoner frem, sæt dig godt til rette og lyt til en af disse 17 podcast:
Læs også: 5 gratis lydbøger til de corona-kedelige hverdage
1. ’Mød mig ved søerne’
I denne podcast springer Nanna og Cecilie ud i det tåkrummende datingliv. De dater dog ikke for at finde den eneste ene, men for at lære sig selv og sine grænser bedre at kende. For kan man være en moderne selvstændig kvinde anno 2021 og samtidig søge kærligheden blandt tinder-swipes og venners venner? (PSST! Selvfølgelig kan man det) Og hvordan kan man håndtere alle de romantiske, sjove men også akavede dates?
Ønsker du at høre de to piger fortælle om deres interessante datingoplevelser? Så er podcasten lige nu tilgængelig på Radio LOUD. Du kan finde den her.
2. ’Girl Talk’
Girltalk har lavet deres egen podcast, der handler om pigeliv, ungdomsliv og alle de sejre og nederlag, der kan opstå undervejs. Hver uge får ’Girl Talk’ en særlig gæst i studiet, hvor de sammen bryder tabuer og vender vigtige emner som ensomhed, seksualitet, venner, præstationspres og meget mere. De får blandt andet besøg af pigerne fra ungdomsserien ’GRÆNSER’ i det nyeste afsnit. Det kan du lytte til her.
3. ’Fries Before Guys’
I podcasten giver de to ærlige veninder, Nanna og Josephine, et intimt indblik i, hvordan det er at være en ung kvinde i 20’erne. Hver uge tager de et særligt tema eller emne op. Det kan være alt fra angst, sex, kropsbehåring til kærlighed, venner og selvværd. Undervejs bliver der både brudt tabuer og normer.
Podcasten kan findes på Podtail. Så hvis du ønsker et ærligt indblik i en ung kvindes liv, kan du lytte med her.
4. ’Throwback’
Vi kan selvfølgelig ikke komme uden om Vi Unges egen podcast. Her kan du blive klogere på dine yndlingsinfluencere, når Vi Unge på skift inviterer en influencer ind i studiet til en snak om alle teenagelivets første gange. Her snakker vi både om alt det hårde, det sjove og det lærerige. Så hvis du ønsker at høre om din yndlings influencers første menstruation, første kys eller første oplevelse i rampelyset, så kan du lytte med her.
5. ’Langt til ligestilling’
Marie og Hinda er feminister med stort F. De mener, at der er lang vej igen til ligestilling, derfor vil de gerne være med til at tage den svære og til tider ubehagelige debat op i håbet på en mere lige verden. Du kan i podcasten høre dem tage vigtige emner op som diversitet, samtykke og hvides privilegier.
Du kan finde den her.
6. ’Selvskabt’
Den unge vært og iværksætter, Ida, byder velkommen til en podcast på Radio LOUD, der handler om at gå sin egen vej. Hver uge får hun besøg af en ung iværksætter, der har skabt sit eget job i stedet for at gå den traditionelle uddannelsesvej. Så sidder du med en indre iværksætter og drømmen om at starte dit eget brand i stedet for at tage en uddannelse? Så er denne podcast værd at lytte til. Det kan du gøre her.
7. ’Vokseværk’
I denne podcast sætter de to unge piger, Laura og Emma, fokus på dilemmaer og problematikker, som unge kan møde på deres vej. Her er ærlighed og underholdning i højsædet, imens pigerne snakker om emner som at være skilsmissebarn, at afslutte forskellige kapitler i sit liv, kropsidealer og meget mere.
Podcasten er tilgængelig på SEIN og hos Radio Loud.
8. ’Astropod’
Er du vild med stjernetegn? Så skal du lytte til denne podcast på Podtail. Værterne, Marianne og Amalie, guider dig gennem månedens stjernetegn. Der bliver skruet helt op for det spirituelle, når de to kvinder fortæller om hvert stjernetegns kendetegn. Ved du for eksempel, hvad dine stærke og svage sider er ifølge dit stjernetegn? Det kan du finde ud af her.
9. ’Vildskud’
Mød drengene, Noa og Sebastian, der er med til at underholde, inspirere og udfordre unge. De to værter i 'Vildskud' giver talerøret videre til unge stemmer, der ofte bliver overhørt i forskellige samfundsdebatter. Her får de en god snak om drømme for fremtiden, klimakrise, sociale medier og meget mere. Du kan finde podcasten her.
10. ‘Spejlet’
Denne podcast er en lidt anderledes en af slagsen. Radio Loud inviterer hver uge fem unge ind i studiet. Her udfordres de unge til at bruge en time i selskab med deres eget spejlbillede. Undervejs lukker de unge os ind bag kulissen, og vi kommer helt tæt på, når de fortæller om alle de tanker, der opstår, mens de kigger på deres spejlbillede. Lyt med her.
11. 'Drømmefanger'
I denne podcast drager værten, Rebekka, ud i landet for at fange unges drømme og finde ud af, hvordan drømme bliver til virkelighed. Du kan både møde unge iværksættere, ildsjæle og forandringsagenter i podcasten. Her bliver der delt både succeshistorier og store bommerter. Du kan samtidig lære, hvad der skal til for at opfylde dine drømme.
12. 'Skamløs'
I denne podcast tager vært, Souha Al-Mersal, svære emner op som blandt andet sex og identitetskriser. Her bliver kvinder, der repræsenterer en minioritet, inviteret ind i studiet til en snak om tabubelagte emner. Blandt andet bliver der snakket om, hvordan det er at leve mellem to kulturer, hvilken skam kvinder oplever i forhold til sex og meget mere. Du kan høre podcasten her.
13. 'Følelsers Vold'
Usikkerhed under sex, kærestesorger, selvmordstanker, venner og det at være en følsom mand er alle emner, som værterne Marcus og Søren tager op i denne podcast. Der bliver snakket om følelser og de ting, der godt kan være svære. Marcus og Søren vil nemlig gerne gør op med kønsnormer og vise, at selvom man er mand, så kan man sagtens snakke om følelser. Du finder podcasten, der hvor du normalt lytter til podcast. Bliv klogere på de to værter og deres podcast lige her.
14. 'Ungestyret'
I Ungestyret taler værten, Mathias Findalen, med unge om klimakrisen, ensomhed, ekstreme online fællesskaber, musik og meget mere. Musikerne Emma Hørlyck og Sasha Adrian gæstede blandt andet podcasten til en snak om, hvordan Corona satte deres liv og karriere på pause, men også hvordan de fandt håb og fællesskab i nummeret 'Drivkraft', der opstod under Corona. Du finder podcasten på Spotify.
Læs også: Se listen: Her er de mest populære bøger på TikTok
15. 'Embrace Podcast'
Embrace podcast handler om personlig udvikling og selvkærlighed. I hvert afsnit interviewer stifterne af podcasten, Malene Riis og Vickie Westen, gæster, der deler deres mål, drømme og sårbarheder. Embrace podcast har blandt andet fokus på at bryde tabuet om ensomhed, da mange unge mennesker har ensomheden tæt inde på livet. Du finder podcasten her.
16. 'Giv det indre lyd'
Podcastserien er produceret med henblik på at skabe et trygt rum, hvor der kan tales om de følelser som ofte er ensomme at gå rundt med. Det er Headspace og The Voice, som står bag podcasten, og de har valgt at producere den, fordi de har et ønske om, at dig, der lytter med, måske kan spejle dig i samtalen, føle dig mindre alene og i sidste ende måske tør at åbne op og være med til at sætte ord på de svære følelser. Ida-Sophia er vært på podcasten og snakker i hvert afsnit med en stribe danske artister om en række følelser, de selv har udvalgt. Du kan lytte til podcasten her.
17. 'S, P eller K'
S, P eller K handler om sex, privilegier og krænkelser. Hver uge spiller værterne Twerk Queen Louise Kjølsen og drag queen Mizz Privileze S, P eller K med kendte danskere, de mener er sure og krænkende. Formålet med spillet er at blive klogere på andres holdninger, og måske i sidste ende bygge en bro og forståelse mellem folk, der har andre holdninger end en selv. Du kan lytte til podcasten her.