CoCo Gauff
Samfund

Hun har vundet US Open som 19-årig. Men Coco vil være mere end bare en tennisspiller

Af Ida Bordorff Arendttorp 12. september 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Grace Schultz/SIPA/Ritzau Scanpix
Cori “Coco” Gauff fik øjnene op for tennis som fire-årig, og som 19-årig har hun netop vundet US Open. Hun har altid ønsket at være mere end tennisspiller, og derfor bruger hun sin stemme til at sætte fokus på racisme.

19-årige Cori “Coco” Gauff vandt i weekenden over Aryna Sabalenka ved dette års US Open. Hun bliver nu spået til at blive toprangeret tennisspiller – og ikke mindst som Serena Williams arvtager.

Siden hendes banebrydende sejr har en video af hende som lille desuden floreret på internettet, som understreger, hvor meget hun har opnået på meget kort tid.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Videoen viser otte-årige Coco Gauff, der hopper og danser på tribunen ved US Open i 2012, mens Carly Rae Jepsens megahit “Call me maybe” blæser ud af højttalerne.

@sbsnews_au This is the viral video of an eight-year-old Coco Gauff in the stands at the US Open. Now, at 19 years old, the US tennis star has won the tournament. Link in bio for the latest news #news #usopen #tennis ♬ original sound - SBS News

Nu har den dansende lille pige altså vundet US Open i en alder af blot 19 år og er dermed den yngste amerikanske vinder til at skrive en grand slam titel på cv'et siden Serena Williams.

Men hvem er den unge amerikanske tennisspiller Coco Gauff egentligt?

Coco Gauff, født den 13. marts 2004, er vokset op i Atlanta, hvor hendes interesse for tennis allerede begyndte at spire som fire-årig, efter at hun havde set Serena Williams vinde Australian Open tilbage i 2009.

Tennisketsjeren fandt sin vej til Gauff i en alder af seks, hvor hun begyndte at spille, og da hun var syv år, flyttede hendes familie til Delray Beach, Florida, for at hun kunne få bedre træningsmuligheder.

Som otte-årig vandt hun “Little Mo”. En turnering for de yngste i juniortennis, hvilket ifølge Gauff selv blev en afgørende sejr.

– Da jeg fyldte otte og havde spillet "Little Mo", besluttede jeg mig for at gøre det resten af ​​mit liv, fortalte hun til The Guardian i 2020.

Som 10-årig begyndte Gauff derfor at træne på Frankrigs Mouratoglou Academy, der desuden drives af Serena Williams mangeårige træner Nick Bollettieri.

Træningerne bar frugt, og i 2018 debuterede hun professionelt ved Miami Open, hvor hun dog tabte i anden runde. Men hendes store gennembrud kom året efter.

I 2019 sikrede Gauff sig nemlig en plads i Wimbledon.

Her besejrede hun Venus Williams, tidligere nr. 1 på verdensranglisten og Serena Williams storesøster, men tabte i fjerde runde til tennisstjernen Simona Halep.

Der gik dog ikke længe, før Gauff fik sin første store sejr. Hun vandt Linz Open i Østrig i 2019, hvor hun besejrede Jelena Ostapenko i finalen. Hun var blot 15 år på det tidspunkt.

I løbet af sin korte karriere og unge alder har Gauff altså haft fart på.

Hun har desuden slået danske Caroline Wozniacki undervejs ved sin seneste sejr ved US Open og andre store tennisstjerner igennem sin karriere.

Trods en masse sejre i rygsækken har hun alligevel betvivlet, hvorvidt det var hendes egne evner eller andres “dårlige dage”, der har resulteret i kampenes udfald. Det fortæller hun til TIME.

Derfor har hun måttet øve sig på at fortælle sig selv, at hun er en god spiller – uanset hvad.

Med sin hidtil største sejr har tennisspilleren også fået stor opmærksomhed.

En opmærksomhed hun blandt andet bruger aktivistisk.

På hendes platforme har hun blandt andet kastet lys på den racisme, der stadig fylder i USA. Herunder at mange mørke mænd og kvinder er blevet skudt af politiet i USA.

– For hver kamp, ​​jeg vinder, ser det ud til, at flere og flere mennesker følger mig, så det er godt. Og det betyder mere og mere bevidsthed om emner, jeg holder af. Jeg har altid ønsket ikke bare at være tennisspiller, fortæller hun til The Guardian.

Gauff tapper dermed ind i sin egen generation, der netop vælger at tage de ting op, som tidligere generationer har fejet under gulvtæppet.

Coco Gauffs næste kamp vil være ved WTA Guadalajara Open, som afholdes fra den 17. til den 23. september 2023.

Denne artikel blev første gang udgivet på femina update. Dette er en redigeret version

Læs mere om