Molly på 14 år bor i USA: Skoleskyderi-øvelser og vagter med våben er blevet hverdag

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens egen holdning. Hvis du har noget på hjerte, er du altid velkommen til at sende dit eget indlæg til redaktionen@viunge.dk

Trigger warning: våben, skyderier

På min skole er der vagter ved alle indgange. Vagter i matchende, mørkeblå uniformer med skudsikre veste og skarpladte pistoler, og selv om jeg ved, det lyder vanvittigt, er det, som om jeg slet ikke ser det længere. Sådan er det bare, og sådan har det været, lige så længe jeg kan huske. Jeg har nemlig boet i USA, siden jeg var helt lille, og bortset fra et par år hjemme i Danmark, har jeg altid gået i skole i Los Angeles i Californien.

Vi gemmer os under bordene

Fra skolen i Danmark, hvor jeg gik i de helt små klasser, kan jeg huske, vi nogle gange havde brandøvelser. Der har vi selvfølgelig også her. Men vi har endnu flere “lockdown drills”, hvor vi lærer, hvad vi skal gøre, hvis en såkaldt ”active shooter” trænger ind på skolen med våben.

Under en “lockdown drill” skal alle klasser låse alle døre og vinduer og slukke alt lys. Selv computerskærmene skal slukkes, så det ser ud, som om lokalet er helt tomt. Gardinerne skal trækkes for, og vores lærer instruerer os i, hvordan vi bedst muligt skjuler os, så vi ikke kan ses fra det lille vindue i den skudsikre dør ind til klasselokalet.

Der sidder vi så helt stille og gemmer os. Hele klassen i skjul bag kateteret eller under vores borde. Ingen må sige en lyd, før vores rektor siger over højtaleren, at det bare er endnu en øvelse, og at alt er sikkert.

Det er selvfølgelig vildt vigtigt, at vi ved, hvad vi skal gøre, hvis der en dag skulle være nogle med våben på skolens område. Ligesom det er vigtigt at vide, hvad man skal gøre, hvis der er brand. Men fordi vi har prøvet det så mange gange, tager mine venner og jeg det efterhånden ikke rigtig alvorligt, og det er kun, når jeg taler med mine gamle venner fra Danmark, jeg bliver mindet om, hvor helt sindssygt det er, at jeg bor i et land, hvor børn så ofte bliver skudt, mens de er i skole.

Fordi jeg har været igennem de øvelser så tit, er jeg heller ikke rigtig bange, når det sker. Jeg fortæller ikke engang mine forældre om det. Hvor ufatteligt det end lyder, ER det bare hverdag.

This is not a drill

Min storesøster havde for et par år siden en meget skræmmende oplevelse. På det tidspunkt gik hun i high school, hvor de havde lock down drills op til flere gange om måneden. En dag var det bare ikke længere kun en øvelse. Over højtaleren sagde rektor, at der virkelig var en “active shooter” på skolen. Igen og igen blev der gentaget: ”This is not a drill.” Alle gik totalt i panik. Også lærerne. Min søster måtte gemme sig i et skab i 15 minutter. Rystende af angst skrev hun til mine forældre, hvad der skete, og sluttede med ordene “I love you”.

I et helt kvarter lå hun krøbet sammen i et skab og troede, hun skulle dø.

Heldigvis viste det sig, at der ikke var nogen med våben på skolen, men det varede længe, før eleverne fik lov til at forlade området, fordi man stadig frygtede, der var en bevæbnet person i nærheden. Der var politi og helikoptere over det hele, og det var ligesom en af de vilde og skræmmende scener, man ser i film eller på tv efter et rigtigt skoleskyderi.

Oplevelsen sidder stadig dybt i min søster, og selv nu hvor hun er på college, scanner hun altid alle klasselokaler for gemmesteder og nødudgange. Det er simpelthen det første, hun gør, når hun går ind i et rum. Det er så sindssygt, at man som barn eller ung skal frygte for sit liv, mens man er i skole. Et sted, der burde være trygt og sikkert.

Ingen snakker om skyderi i skolen

Når der har været skoleskyderi herovre, taler vi ikke engang om det i skolen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror, det er, fordi lærerne ikke må forholde sig til politiske emner, og våbenpolitik kan være en meget personlig ting at drøfte. Jeg synes, det er så paradoksalt, de ikke engang sætter ord på det, men at vi til gengæld skal lære at gemme os for kugleregn.

Min historielærer er den eneste lærer, der ganske kort har talt med os om USA’s våbenkultur og tidligere skoleskyderier, men det var mest, fordi det var en del af undervisningsplanen. Vi brugte en uges tid på det, og så snakkede vi ikke mere om det.

Men det er ikke kun i skolen, jeg skal forholde mig til potentielle skydevåben. Flere af de andre, der går på min skole, kommer fra hjem med våben. Jeg har overhørt samtaler, hvor de nærmest battler om, hvis forældre har de vildeste våben eller hvem, der har flest. Som om de bare helt casual snakker om, hvor mange sneakers de har, eller hvem der har spist på den vildeste restaurant.

Tænk, at nogle på min alder – eller nogen i det hele taget - åbenlyst taler om, at deres familie ejer genstande, der kan dræbe andre mennesker, som om det er en helt normal ting. Det får hele debatten om skoleskyderier og amerikanernes forhold til våben til at virke håbløs.

Våben er frihed

Jeg er ikke naiv, og jeg ved godt, at mange amerikanere synes, de har krav på at eje våben og krav på at kunne forsvare sig selv. Det er ikke noget, de opgiver fra den ene dag til den anden, og de nægter at anerkende, at det, de kalder “frihed”, er skyld i så mange tragedier.

Men noget må og skal ske, for så mange liv går tabt igen og igen. Og vi, der går i skole, bør ikke udsættes for den konstante frygt og risiko for skoleskyderier, simpelthen fordi folk ønsker at beholde deres våben. Det er jo absurd, at våben får lov til at betyde mere end menneskeliv.

Nogle gange ville jeg så meget ønske, jeg var hjemme i Danmark, så det eneste, jeg skulle forholde mig til, var halvårlige brandøvelser i stedet for USA’s megasyge våbenkultur. Jeg ved godt, at LA umiddelbart kan virke som et fedt sted – og det er det også nogle gange, men egentlig vil jeg hellere have færre palmetræer, flere regnvejrstimer og mere sikre skoleomgivelser.