Nu ulmer et oprør i kvindefodbolden: Siger nej til landshold

De canadiske fodboldkvinder træder frem på banen én for én med et alvorligt udtryk over ansigterne.

Iført lilla trøjer med teksten "enough is enough" fremfører de nationalhymnen, og selv om de ikke har lov til at gennemføre kampen med trøjerne, spiller de den med lilla bånd om håndleddet i stedet.

Farven symboliserer den ulighed, de oplever inden for løn og vilkår – og det er de ikke de eneste, der gør.

Der har længe været tegn på et oprør i toppen af international kvindefodbold verden over.

Nu tyder meget på, at det er i fuld gang.

Flere af de mest markante spillere har den seneste tid sagt tydeligt fra og råbt op om, hvad de synes er dårlige vilkår og systemisk svigt.

De får ikke de optimale rammer for at kunne præstere, og det slider på deres mentale helbred. Det handler især om inkompetente og grænseoverskridende trænere, dårlig løn og manglende faciliteter.

Ifølge radio- og podcastvært på Kvindefodboldpodcasten, Amalie Bremer, er politisk aktivisme ikke noget nyt indenfor kvindefodbolden.

Det amerikanske kvindelandshold har for eksempel en lang tradition for at bruge deres platform til at råbe op om politiske budskaber.

Sidste år indgik de et forlig på 24 millioner dollars med det amerikanske fodboldforbund i en retssag, som endte med at sikre ligeløn til mandlige og kvindelige amerikanske fodboldspillere.

Den kamp har så spredt sig som ringe i vandet.

I Canada truede kvindelandsholdet i starten af februar i år med at strejke på grund af for dårlige lønninger og økonomiske nedskæringer, men blev tvunget tilbage til banen, da forbundet truede med et sagsanlæg.

På det spanske landshold har 15 spillere meldt sig "utilgængelige på ubestemt tid" og henvendt sig til forbundet med klager over de forhold, der har været under den nuværende træner.

Det ligner også det, der sker i Frankrig, hvor tre af de mest markante profiler indenfor kvindefodbold har meldt ud, at de melder sig af landsholdet.

En af dem, Wendie Renard, skrev ud på sin twitter, at hun trak sig og ikke deltager ved årets VM:

"Jeg har forsvaret den blåhvide-røde trøje 142 gange med respekt, engagement og professionalisme. Jeg elsker Frankrig mere end noget andet. Jeg er langt fra perfekt, men jeg kan ikke længere bakke op om det nuværende system, som er langt fra, hvad der kræves på højeste niveau. Det er en trist, men nødvendig dag for at bevare mit mentale helbred."

Nu har præsidenten for det canadiske fodboldforbund trukket sig. Det samme har præsidenten for forbundet i Frankrig, Noël Le Graët, efter han har mødt flere anklager om seksuel chikane, og dermed skriver sig ind i en længere historie om seksuelt misbrug i det franske fodboldforbund.

En fælles kamp

Meget tyder på, at de seneste hændelser ikke er tilfældige, enkeltstående opråb. Det kan man blandt andet se på den lilla farve, som symboliserer ligestilling indenfor kvindefodbold, og som dukker op flere og flere steder.

Efter at det canadiske hold mødte op i de lilla trøjer, har både det japanske, australske og engelske hold spillet med lilla armbånd.

Det gør de for at vise sympati med det canadiske landsholds mislykkede forsøg på bedre vilkår, men også som et symbol på ligestilling i fodboldverden generelt.

Da det australske kvindelandshold spillede i sidste uge, kunne man på stjernespilleren Sam Kerr’s lilla armbånd læse teksten ’Pay my friends’.

Ifølge Amalie Bremer viser det, at der er et stærkt fællesskab og en fælles kamp mellem kvindelige fodboldspillere.

– Den lilla farve er blevet symbolet for den her kamp og jo et rigtig stærkt symbol, fordi det viser, at det ikke handler om, at der sidder nogen over i Canada og er sure, men at der er bred opbakning omkring det her fra hele verdens kvindelige fodboldspillere, siger hun.

Ifølge Amalie Bremer er kvindesport kvindekamp på mange måder, og det er ikke første gang, at de kvindelige fodboldspillere har mødt modstand på grund af deres køn.

– De her mennesker har altid skulle kæmpe for deres plads i sporten, de har skulle kæmpe for overhovedet at få lov at spille fodbold, at få de rigtige støvler, at få en banetid og en trøje, der passer til dem, og en træner, der ikke er totalt inkompetent og som kan holde fingrene for sig selv.

Derfor mener Amalie Bremer heller ikke, at det er tilfældigt, at det er indenfor kvindefodbolden, at der er markante politiske stemmer nu. For de har været vant til at kæmpe, og det er en styrke, når der stadig er brug for det på trods af, at de er nået op på et højt niveau.

– De har skulle råbe højt hele deres karriere. Jeg tror på mange måder, det har rustet dem til at blive ved. Og der er jo desværre også god grund til at blive ved.

Selv om der er forskellige problematikker hos de forskellige hold, så mener Amalie Bremer, at der er mange fællesnævnere, og at det hele taler ind i det samme problem: at kvindefodbold ikke bliver prioriteret nok.

Der er brug for, at hele fodboldens systemer og organisationer, investerer mere i kvindefodbold. Det gælder både forbundene, de enkelte klubber, og de store organisationer som UEFA og FIFA.

– Det er jo hele systemet, man ønsker at råbe op, fordi det er dem, der sætter rammerne for, i hvilken retning kvindefodbold kan udvikle sig, og hvor bæredygtigt det kan ske.

Hvorfor er kvindefodbold ikke mere prioriteret?

– Det er vildt svært at sige, hvad der er hønen og ægget, for herrefodbold er jo en gigantisk industri, så det er klart, at det er nemt at prioritere der. Men der er også et kæmpe økonomisk potentiale i kvindefodbold. Og jeg er jo ikke økonom, men jeg har da set nok Løvens Hule til at vide, at hvis noget skal vokse, så kræver det en investering.

Men når det mandlige modspil til kvindefodbold er så stor en forretning, kan kvindefodbold, ifølge Amalie Bremer, nemt virke forsvindende lille i sammenligningen. Også på trods af, at det er en af de hurtigst voksende sportsgrene lige nu.

Spørger man Amalie Bremer er det ikke et kæmpe mysterium, hvordan man skal fikse problemerne. Man behøver bare kigge mod England.

Her har man valgt at bruge penge på at ansætte en af verdens bedste trænere og på at få kvindelandsholdet ind på det nationale træningscenter, hvor der er de bedste faciliteter i hele landet.

– Og vupti så gik der ikke mere end fem minutter, før de vandt EM fuldstændig suverænt foran 90.000 mennesker på deres eget nationale stadion. Så groft sagt kan man sådan set bare trykke copy paste, hvis det er det man har lyst til, siger Amalie Bremer.

Ligeløn

Ligeløn mellem de mandlige og kvindelige fodboldspillere er, ligesom i mange andre brancher, en afgørende faktor i at skabe ligestilling.

Men på trods af, at den kønslige forskel på løn, ifølge Amalie Bremer, er så markant i fodboldverdenen, så mener hun ikke, at det er det mest presserende problem. Det er de næsten ikke nået til endnu.

– Vi er nede på et helt andet niveau. Vi er nede i, om de overhovedet kan få en kompetent træner og en fysioterapeut, så de ikke bliver skadet hele tiden. Misforstå mig ikke, jeg ønsker det selvfølgelig for dem, men lige nu de er næsten ikke “privilegerede” nok til at begynde at snakke om ligeløn. Der er nogle helt grundlæggende ting, der skal på plads først.

Artiklen blev første gang bragt på femina. Dette er en redigeret version.