Samfund

Se listen: DR udgiver en masse nye ungdomspodcasts

Af Tanja Hartmann 16. marts 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Går du altid rundt med en podcast i ørene? Så kan du godt glæde dig. Der er nu endnu mere indhold på vej til dine lyttebøffer. DR udgiver i løbet af foråret en masse nye podcasts, der særligt er henvendt til unge. Læs mere om, hvilke podcast der er tale om, her.

Podcast har de seneste år haft stigende popularitet, og nu er DR også hoppet med på podcastbølgen. De har netop lanceret, at de gennem foråret vil udgive en masse nye podcast, som du kan lytte til ganske gratis.

DR har store ambitionen for deres podcasttilbud. De vil gerne tilbyde podcast til dig som er relevante og noget, som du kan spejle dig selv i.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvis du blandt andet interesserer dig for emner som venskaber, musik, sex, medrivende fortællinger og det at være ung i nutidens samfund, så er det bare med at finde høretelefonerne frem, for så skal du lytte med til disse syv podcast fra DR:

LÆS OGSÅ: Her er 11 podcast, du bare MÅ høre

’Venner’

Går du op i at være en del af stærke og inspirerende fællesskaber? Så skal du helt sikkert lytte til den helt nye podcast ’Venner’. Podcasten har selveste Kristine Sloth som vært. Kristine inviterer på skift forskellige medværter ind i studiet. Her får de sig en god snak om venskaber og positive relationer, der har stor indflydelse på vores liv. Find podcasten her.

’Bakspejl’

’Bakspejl’ tager dig med tilbage i tiden. Her kigger værten, Martin Grønne, på store historiske begivenheder, der var med til at chokere verden. Han ser på begivenhederne med nutidens øjne og kigger på, hvorfor det gik så galt, som det gjorde. En ting er sikkert, du vil få indsigt i nogle overraskende vinkler på historier, som du aldrig er blevet fortalt før. Lyt til podcasten her.

’Tværs’

I podcasten ’Tværs’ kan du lytte til rørende fortællinger fra andre unge. Line Kirsten Nikolajsen, der er vært på programmet, vil sammen med jer lyttere tale om både det lette og svære ved at være ung i Danmark anno 2021. Der vil blive snakket om det, der kan gøre ondt i livet, men der vil også være fokus på positivitet, håb og handlekraft. Lyt med her.

’Hvem er…’

Er du en af de faste lyttere på P3, der dagligt rocker med til deres musik? Så skal du også lytte med til podcasten ’Hvem er…’. Her dykker værten, Pelle Peter Jencel, ned i, hvem der står bag den musik, som du hver dag lytter til. Han får besøg af nogle af de største danske musikere, der deler sjove og rørende historier fra deres musikkarriere. Find podcasten her.

’Soft Spot’

I ’Soft Spot’ vil tv-vært Anna Lin sammen med medværten Amanda Wendel sætte fokus på sex. De vil sammen med nysgerrige og inspirerende gæster få en snak om både private, politiske og kulturelle oplevelser af emnet. Alt, der er værd at vide om sex, vil blive vendt og drejet.

’Bagsædet’

Værterne, Kamal Hassan og Havshen Nabaz, inviterer deres lyttere med ind på ’Bagsædet’. Du kan komme helt tæt på værterne, hvor de deler hele deres verden med dig. Både når det gælder livsstil, kærlighed, musik og meget mere. Giv den et lyt her.

’Splittet til atomer’

Andrew Mojo og Ida Skjerk nørder musik i ’Splittet til atomer’. De tager dig med på en musikalsk opdagelsesrejse, hvor du kan lære mere om, hvad der ligger bag musikken. De inviterer kunstnere ind i studiet, og du kommer helt tæt på deres historie, følelser og drømme bag den musik, som de har skabt. Du kan lytte til den her.

LÆS OGSÅ: 5 gratis lydbøger til de corona-kedelige hverdage

Læs mere om