Bliv god til at shoppe genbrug!
5 tips til at gå på loppemarked
- Kom i god tid! De bedste ting har det med at blive solgt først ...
- Sørg for at have MobilePay på din mobil, og tag for en sikkerheds skyld lidt kontanter med.
- Sæt god tid af til at kigge loppemarkedet igennem, så du ikke skal stresse for at se det hele.
- Tag praktisk tøj på! For eksempel bukser og noget lag-på-lag, som du kan tage af, for så kan du nemmere prøve genbrugstøj udenpå dit eget tøj.
- Kig godt på de stande, hvor der er mange ting, og det ser rodet ud. Du kan finde noget rigtig godt genbrugsguld, hvis du giver dig tid til at grave dér, hvor ingen andre gider kigge ...
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Genbrugsguide: Det kan du købe for at »spice« garderoben op
Basistøj kan du købe for næsten ingen penge i H&M, og så har alle dine veninder måske tøjet magen til ... Det, genbrugstøj kan, er, at det er unikt! Så gå efter nogle lidt specielle items, der kan give din garderobe personlighed, når du shopper genbrugstøj. Prøv at springe ud i farverige dele og modige prints! Der er også mange materialer, som trendede i 70'erne, 80'erne og 90'erne, som igen hitter. Det gælder for eksempel ruskind, fløjl og velour, og du kan sagtens være heldig at finde lækkert genbrugstøj i de materialer. En klassiker er også denim, og du kan finde de fedeste cowboyjakker, -shorts og -bukser fra tidløse mærker som Levi's og Wrangler i genbrugsbutikkerne og på loppemarkeder. Så skynd dig ud på genbrugsjagt!
Kom godt i gang med genbrug!
- Har du også lyst til at shoppe genbrug, men ved du ikke helt, hvor du skal starte? Vi har samlet en masse forskellige steder, hvor du både kan købe og sælge genbrug:
- Humanitære organisationers genbrugsbutikker – for eksempel Røde Kors, Blå Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær.
- På Instagram. Mange bloggere og indretningsprofiler har også salgsprofiler. Måske kan du ligefrem få fingrene i noget af din yndlingsbloggers tøj!
- Loppemarkeder
- Online genbrugssites – for eksempel dba eller De Gule Sider.
- Vintagebutikker rundt omkring i Danmark – for eksempel butikken Prag i Aarhus og København.
- Genbrugsbutikker i europæiske storbyer. Både Paris og Berlin er kendt for vintageshopping!
- På din telefon. Trendsales er en virkelig god app, hvis du leder efter den perfekte kjole eller vil af med et fejlkøb.
4 genbrugsitems, der aldrig fejler
Smykker
- Smykker går aldrig af mode, og de er et musthave i enhver garderobe. Du kan finde virkelig mange smukke og unikke smykker i genbrugsbutikker eller på loppemarkeder, som nærmest kan være pænere end helt nye smykker. Vintage-ringe med farvede sten, øreringe med perler eller store statement-halskæder er alt sammen noget, du kan finde brugt.
Tasker
- Nogle gange kan man være heldig og finde en taske fra et dyrt mærke i en genbrugsbutik. Nogle genbrugsbutikker er faktisk dedikeret til luksusmærker, og hvis du er heldig (og tålmodig), kan du måske finde din drømmetaske meget billigere, end hvis du skulle købe den fra ny. Læder- og skindtasker er også en fast del af genbrugsbutikkernes sortiment, og med den rette pleje holder de for evigt!
Hatte eller huer
- Du kan pifte ethvert outfit op med en hat. Bådehatte, huer og kasketter er ofte at finde i genbrugsbutikker. Kig efter en fransk hat eller en sømandskasket, der er vildt trendy lige nu. Solhatte og kasketter er gode om sommeren, mens en klassisk »herrehat« i uld er helt perfekt til vintermånederne.
Små møbler og ting til værelset
- Du kan finde nogle superfine møbler til dit værelse i genbrugsbutikker eller på loppemarkeder. De er tit billige, og de lidt ældre møbler giver en god og hyggelig stemning på værelset. Du kan for eksempel købe et gammelt spejl med guldramme, små ølkasser til alt dit nips, billeder, fine vaser eller lysestager. Der er rigtig mange genbrugs-, retro- og vintageprofiler på Instagram, som du kan lade dig inspirere af, hvis du gerne vil indrette dit værelse med genbrugsfund.
Vil du også sælge ting?
Hvis du har en masse ting og sager liggende, som du ikke får brugt, bør du prøve lykken, og få det solgt. Der er altid nogen, som er interesseret i at overtage det, du ikke selv elsker længere.
- Undersøg, hvor og hvornår der bliver afholdt loppemarkeder i dit lokalområde. Nogle loppemarkeder er nemlig så populære, at du skal booke en stand i god tid.
- Gør noget hyggeligt ud af din oprydning, og invitér dine veninder over til en bytte-tøj-dag. Måske vil din veninde bytte med den dér kjole, du altid har været misundelig over?!
- Der er rigtig mange sider på nettet og apps, hvor du kan sælge dine ting! Der findes også et marketplace på Facebook, hvor brugere kan sælge (og købe) genbrugsvarer.