Skønhed

Læsernes bedste hårtips

Af Line Sølvhøj Jensen. Foto: Shutterstock 3. november 2009
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Vi har samlet læsernes bedste hårtips. Måske kan du blive inspireret af nogle af dem!

Amalie, 14 år: Tip mod tyndt og følsomt hår
1. Når du vasker dit hår, skal du huske at lade være med at gnubbe håret! Lad dine fingre glide fra hårgrænsen i panden og ned ad håret.
2. Når du skal tørre dit hår, skal du gøre det samme. Du må gerne gnubbe håret her, men ikke for hårdt. Tag håret op i en turban og lad det tørre.
3. Dit hår tager skade, hvis du reder det lige efter, du er trådt ud af badet! Derfor skal du lige vente, til dit hår er lidt tørt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Maja: Sådan får du en fantastisk volumen
Min veninde og jeg havde en dag, hvor vi eksperimenterede med vores hår. Mit hår er meget tyndt, så det hænger ofte bare kedeligt ned. Min veninde prøvede at løfte det yderste lag af mit hår og spraye det med hårlak. Bagefter føntørrede hun det, og lod det falde ned. Det gav en fantastisk volumen! Et lille tip: Lad vær med at tage for små totter, for så kommer det hurtigt til at se meget voldsomt ud.

Sofie: Tip til elektrisk hår eller hår, der hurtigt falder sammen
Når jeg er i bad, så bruger jeg en volumen-shampoo og en oil repair balsam fra Garnier Fructis. Det gør, at mit hår bliver glat og fyldigt, så det hverken falder sammen eller bliver helt elektrisk. Hvis jeg har helt uglet hår, der næsten er umuligt at rede ud, så putter jeg lidt balsam i håret og reder det med en børste eller kam.

Katrine, 14 år: Kedeligt hår
Hvis I ligesom mig har tyndt, mellemlangt hår, der bare sidder af h... til, så tag nogle seje spænder eller noget andet flot hårpynt, for eksempel en stor lædersløjfe, og sæt det i håret.

Lenette: Gode hårtips
1. Brug ikke shampoo hver dag
2. Lad vær med at røre ved dit hår hele tiden, for så bliver det hurtigt fedet
3. Når du bruger balsam, så put det kun i spidserne.

"Mig": Tip til slidt hår
Lad vær med at rede dit hår, lige når du kommer ud af badet. Pak i stedet dit hår ind i et varmt håndklæde, og lad det sidde i 10-15 minutter. Efter det, kan du rede dit hår, for så har håndklædet suget alt væsken, og du får blødere hår.

Isabella: Snyd dig til fyldigt hår
Sæt et bredt stofpandebånd i håret, for så kommer dit hår til at virke mere fyldigt. Og så kan du jo også lige kaste lidt med håret i vinden, det ser fedt ud!

Caroline: 4 gode hårtips
1. Det er vigtig at bruge shampoo - specielt om vinteren, for ellers bliver dit hår hurtigt tørt og kedeligt.
2. Du behøver ikke vaske dit hår med shampoo oftere end hver tredje dag, for så kan det hurtigt blive kedeligt og fedtet.
3. Det er godt at bruge balsam, for det gør håret blødt og lettere at rede ud. Men husk kun at bruge det i spidserne, for ellers kan det blive fedtet.
4. Det kan være en god idé at bruge en kur en gang imellem. Hårkur giver nemlig dit hår fugt og pleje.
5. Det er godt at blive klippet jævnligt - også selv om du gerne vil have langt hår, for du slipper for spaltede spidser, der får dit hår til at se kedeligt ud.

Laura: Få volumen og snyd dig til krøller
1. Du får mere volumen i dit hår, hvis du føntørrer det nedefra. Put lidt silkeolie i dit hår, når du har tørret det, for så får du et dejligt blødt og glansfuldt hår. Husk at fordele det godt, så du ikke får fedtet oliepletter i håret.
2. Hvis du har glat hår og gerne ville have krøller, men ikke har et krøllejern, så brug toiletpapir! Det lyder skørt, men det virker! Håret skal være helt tørt. Start med at tage en tot af dit hår og smør det ind i balsam. Totten skal ikke være voldsom stor. Når du har smurt det ind i balsam, så tager du et stykke toiletpapir og lægger det dobbelt sammen, og så ruller du det op med håret. Gør det ved hele dit hår og føntør det eller sov natten over med det. Hvis du føntørrer det, så skal du gøre det i noget tid, så alt er HELT tørt. Husk hårspray til sidst.