Eldina vil minde alle om, at kropshår er naturligt
Da Eldina Jaganjac var teenager, barberede hun sine hår, fordi hun var flov over dem. Sådan er virkeligheden ikke længere for Eldina. Hun er nu 31 år, og i dag ved hun, at hun tidligere barberede sine kropshår for andres skyld. Derfor tog hun sidste år beslutningen om at lade hårene gro – og selv om den beslutning er hendes egen og handler om hendes egen krop, har den affødt mange kommentarer fra andre mennesker.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Men det er ikke kun enkelte mennesker på internettet, der har skrevet til Eldina og kommenteret på hendes valg. Flere medier verden over har også skrevet om Eldinas personlige valg – herunder The New York Post og The Daily Mail.
LÆS OGSÅ: Bliv inspireret af disse 6 kropspositive TikTokere
Et urealistisk kropsbillede
”Jeg vil foretrække, at du fjerner dine hår”.
Det her er bare én ud af mange kommentarer, Eldina har modtaget, siden hendes beslutning om at lade håret gro. Kommentarer som disse kommer faktisk en smule bag på Eldina, for det er jo hendes eget valg og hendes egen krop, det handler om. Kommentarer som disse vidner for Eldina om, at vi har langt igen, når det handler om ligestilling.
– Der findes en masse urealistiske kropsbilleder, der viser, at drenge har hår, mens piger er hårløse. Men det er jo forvrænget. Hår er noget alle har i en eller anden grad – nogle har lysere andre mørkere. Der bliver bare ikke snakket så meget om piger og kvinders hår, derfor fører det ofte til et forfejlet billede, mener Eldina.
I en ”perfekt verden”, ifølge Eldina, vil der slet ikke være plads til sådan nogle kommentarer om kvinders kropshår.
Et valg, der inspirerer
Det var slet ikke Eldina Jaganjacs mening at starte en debat omkring kropsbehåring. Men i dag er hun rigtig glad for, at hendes valg har åbnet op for en dialog om emnet.
Eldina har nemlig modtaget mange beskeder fra unge piger og kvinder, som har følt sig forkerte på grund af deres hår.
– Flere har skrevet, at de troede, at de var de eneste med store øjenbryn eller hår på overlæben. Men det er de ikke, og de takker mig for at vise dem, at de ikke er alene.
Alle disse piger og kvinder er grunden til, at Eldina har valgt at kæmpe for, at piger og kvinder skal have retten til at være sig selv og bestemme over egen krop.
Eldinas råd til dig
Eldina giver også et godt råd med på vejen, til jer skønne læsere, der er usikre på jeres valg om kropshår.
– Et godt råd er at tænke over, hvorfor man gør de ting, man gør. Gør man det for sig selv eller andre? Det er vigtigt at tænke over, hvad man selv har lyst til. Det kan også være en ide at snakke med sine venner om, hvorfor tingene er, som de er. Det er med til at sætte tingene i perspektiv, og på den måde er man med til at italesætte emnet, lyder det fra Eldina.