Red venindekrisen
Du og din bedste veninde laver alt sammen. I har shoppet, spist is og grædt jer igennem kærestesorger, skænderier og forældrekriser, og I troede aldrig, at I skulle undvære hinanden.
Læs også: Er du i familie med din BFF?
Nu er det som om, I er ved at glide fra hinanden. Men bare rolig, det er ikke for sent at redde jeres venskab! Se her, hvordan I finder hinanden igen.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
En af jer er flyttet
Det kan være vildt svært at holde venskabet ved lige, hvis du og din bedste veninde pludselig bor langt fra hinanden, efter I har vænnet jer til at ses hver dag. Selvfølgelig har I sms, Skype, Snapchat, Facebook og Facetime til at holde kontakten, men nogle gange er det bare ikke nok, og det er heller ikke sikkert, at I har tid til at hænge ud online flere gange om ugen. Hvis du gerne vil vise din veninde, at hun stadig betyder vildt meget for hende, så send hende en personlig pakke. Print et par søde billeder af jer sammen, hendes yndlingsslik, et Vi Unge-blad og et sødt brev, hvor du fortæller, hvor meget du savner hende.
Hun har fået nye venner
Det er vildt nemt at blive jaloux, hvis din bedste veninde har fået nogle nye venner, som du ikke kender. Pludselig skal du dele din yndlingsperson med andre, og det er altså ikke altid lige rart! Husk, at det kun er sundt at have flere venner og veninder, og at det ikke betyder, at du er blevet erstattet. Spørg ind til din venindes nye veninder, så hun føler, at du accepterer dem og er interesseret i dem. På den måde er der større sandsynlighed for, at hun introducerer dig for dem. Hvem ved, måske kan I alle sammen hænge ud?
Tag testen: Hvilke film-BFF'er er I?
I har et crush på den samme fyr
Av. Der er ikke noget værre, end når veninder bliver fjender på grund af en fyr. Han er stensikkert ikke jeres venskab værd, så prøv at snakke om det, og se om ikke I kan blive enige om, at ingen af jer skal have ham. Hvis din veninde ikke er enig, så tyder det på, at hun sætter fyren højere end jeres venskab. Det gør vildt ondt, men overvej, om hun så overhovedet fortjener dit fantastiske selskab. Du skal nok finde både nye fyre og veninder!
I glemmer at lave aftaler
Selv om I bor i samme by og måske endda går i klasse sammen, kan det være nemt at glemme at lave planer kun for jer to. Pludselig er der gået flere uger, hvor I ikke har hængt ud, og der er sket så meget, at I ikke ved, hvor I skal begynde. Væn jer til at have en ugentlig aftale, som I hver uge sætter af til venindetid. Er I begge megavilde med yoga? Så find et hold, som I kan gå på sammen. Er I fans af den samme serie? Aftal, at I ses hver uge og ser det nyeste afsnit. På den måde har I altid mindst en fast aftale om ugen.