Husker du Dalgona-kaffen? Her er opskriften, der tager den cremede kaffe til et helt nyt niveau
Selv om de fleste efterhånden har fortrængt alt, hvad vi foretog os af bizarre ting under lockdown (behøver vi nævne albuehilsner, hjemmeklippet pandehår eller at hamstre toiletpapir?), så er der alligevel én ting, vi mindes med et smil på læben: Dalgona-kaffen.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
For hvem skulle have troet, at noget så basalt som et par teskefulde pulverkaffe pisket med tilsvarende dele sukker og kogende vand kunne udvikle sig til det mest luftige, cremede og velsmagende lune kaffeskum, der øjeblikkeligt løftede vores iskaffeoplevelse til uanede højder? Ingen.
Og at kaffeskummet dertil så ualmindeligt delikat og ’insta-worthy’ ud, var kun kirsebærret på toppen, der fik kaffen til at overtage samtlige sociale medier i de sene forårsmåneder i 2020.
Men hvad nu hvis vi siger, at dalgona-kaffen kan gøres endnu bedre – og endda igen kun med ganske få basale kneb?
Instagrammeren og TikTok’eren @ethanrode, der ikke blot har lært os, hvordan man tilbereder pulverkaffe korrekt, har nemlig også et trick til at tage den elskede dalgona-kaffe til helt nye højder.
Alt, du skal gøre, er som vanligt at blande lige dele pulverkaffe, brun farin (i stedet for almindelig hvidt sukker) og kogende vand og hertil tilsætte lidt ren kanel og et par isterninger. I stedet for et piskeris hælder du alle ingredienserne i en cocktail shaker og efter et par sekunders grundig rysten har du det mest cremede, nu kolde skum, der er lige til at hælde over havre-, mandel-, mini- eller hvilken mælkedrik, du nu engang foretrækker.
Mums!
Se selv i videoen nedenfor – men vær advaret: Du spurter i køkkenet bagefter for at prøve selv.
OBS: Opskriften starter efter demonstrationen af, hvordan man tilbereder pulverkaffe korrekt.
Denne artikel blev første gang bragt på ELLE.dk. Dette er en redigeret version.
Lyt til Vi Unges podcast ’Ægte’, hvor content creator og skuespiller Fredrik Trudslev og sexolog Lene Stavngaard tager dig med på seksualoplysningsrejse og forsøger at give dig svar på alt det, du burde have fået at vide til seksualundervisningen i skolen.