Da Sofie sprang ud som biseksuel blev hun mødt af en bestemt fordom: "Jeg løj og sagde, jeg var lesbisk"

Når Sofies kammerater i tredje klasse spillede rundbold i frikvarteret, ville hun hellere fortælle røverhistorier. Og når de andre børn tog til fodbold eller badminton efter skole, skyndte hun sig hjem for at skrive dem ned.

Der var ikke nogen af hendes klassekammerater, som kunne forstå hendes hobby. Og når hun prøvede at forstå deres, famlede hun i blinde.

I et online forum fandt hun et fællesskab med unge, som hun kunne dele sin passion med. Hver uge publicerede hun et nyt kapitel, hvor unge i alderen 13-16 år læste med og gav feedback.

Hun fandt hurtigt ud af, at hun havde et talent, og med tiden blev forfatterskabet også en måde, hun kunne udfolde tanker og følelser på og reflektere over det samfund, hun befinder sig i.

– Det var en gave for mig at have en udtryksform, som kom så naturligt. Og jeg havde lyst til at bruge det til et større formål end min egen forfængelighed eller drøm om at blive forfatter, fortæller hun.

Den drøm er hun i dag, i en alder af 22 år, godt i gang med at udleve. Sofie er aktuel forfatter og har siden sin debut som 17-årig givet ungdommen en stemme i litteraturen.

Hun forholder sig til temaer, hun finder i sin hverdag, og især fællesskab og identitet har været omdrejningspunkt for hendes romaner.

Hun er netop udkommet med sin syvende roman “Vi dør alligevel snart”, hvor hun med inspiration fra sit eget liv forholder sig til det samfund, hun hver dag går rundt og spekulerer over.

For der er noget, hun mangler, efter hun for alvor er trådt ind i voksenlivet. Og ligesom i resten af hendes romaner, spejler hun sig selv i de personer, hun skriver om.

– Det er nærmest en form for terapi for mig at skrive, fordi jeg får bearbejdet en masse indtryk og vendt og drejet småting fra hverdagen, fortæller Sofie.

Vi tænker for meget på os selv og for lidt på hinanden

Siden Sofie startede med at skrive som 11-årig, har tankerne sjældent stået stille, og da hun startede i gymnasiet, mødte hun en kultur, som satte hendes hjerne i kog.

– I min gymnasietid fyldte sociale medier nærmest mere end den virkelige verden. Jeg levede det som i et univers, der var fuldstændig costumised til det enkelte individ, fortæller hun.

Følelsen af konstant at skulle sælge sig selv på Instagram, få gode karakterer i skolen og i det hele taget gøre mange ting for sin egen forfængelighed, fik Sofie til at spekulere over, om man i stedet kunne gøre sig fri fra det pres, og fokusere på at gøre noget for andre.

Det var i den tankeproces, hun debuterede med sin første roman, som hedder “Sindstequila”. Siden har hun skrevet seks romaner, som, med hver sit plot, behandler de problemstillinger, Sofie oplevede som ung i sin tid. Hun skrev bl.a. om præstationspres, online identitet vs. rigtig identitet, chat venskaber og deling af grænseoverskridende billeder.

– Jeg havde en følelse af at kunne bidrage med noget, som andre forfattere ikke kunne. Nemlig hvordan det også er at være ung i lige præcis den tidsalder, jeg befandt sig i, siger hun.

Det tvang hende til at reflektere over livet, vende og dreje hverdagsting og blive helt skarp på, hvad hun rent faktisk mener:

– Vi tænker for meget på os selv og for lidt på hinanden.

Og det mener hun stadig.

For hun mangler et fællesskab, en tryghed og en hjælpende hånd en gang i mellem.

Mangler noget at tro på

Verden er åben, du har alle muligheder foran dig.

Den sætning hører Sofie ofte. Og hver dag bliver hun konfronteret med alt det, livet har at byde på. Det skræmmer hende. For hvordan kan en 22-årig, som kun er ved at blive rigtig voksen, vide, hvad der er rigtigt og forkert?

Da Sofie flyttede hjemmefra og pludselig var en ny voksen i en overvældende verden, blev hun ramt af magtesløshed. Og da hun pludselig skulle tage ansvar for sin egen spirituelle verden, opdagede hun, hvor hårdt det er at gøre alene.

– Som ateist var jeg på en måde guden i mit eget liv, og det var virkelig svært. Jeg skulle selv definere, hvad der er rigtigt og forkert. Ingen etiske svar er givet på forhånd, så alle mine handlinger skulle jeg selv stå til ansvar for, fortæller Sofie.

Det fik hende til at overveje sit religiøse forhold. For hvis der bare fandtes en Gud derude, som kunne guide hende, når livets svære beslutninger står i kø, ville det gøre voksenlivet noget mere overskueligt.

Hun havde en følelse af at have brug for noget at tro på. De sidste to år har hun researchet på Jehovas Vidner, fællesskabet og trygheden. Derfor gik hun ind til Jehovas Vidner med et åbent sind. Ikke for selv at blive indoktrineret, men fordi hun ville finde ud af, hvad det er, religion kan, som den verdslige verden ikke kan.

Jo længere hun kom ind i miljøet, opdagede hun, at de tilbyder noget meget værdifuldt, som man ikke kan finde nogen andre steder.

– Jehova giver dig svar på alt. Det er en kæmpe lettelse, at du bare kan slå op på en hjemmeside, og så er der svar på alting. Så kan du læne dig tilbage og tænke "jamen Gud har styr på det", fortæller Sofie.

Overset i den verdslige verden

Når Sofie var hos Jehovas Vidner, oplevede hun en interesse, hun ikke havde oplevet fra mennesker i hendes hverdag. Alle var velkomne, og hun følte sig ønsket og en del af noget større.

– Man bliver hurtigt overset i den verdslige verden, hvor folk har så meget fokus på sig selv. I venskaber tænker vi alt for meget på, hvad man selv kan få ud af det, og det handler ofte om at være med i fællesskabet fremfor at lukke andre ind, fortæller hun.

Den følelse udtrykker Sofie gennem den ene hovedperson Vibe i hendes nye roman “Vi dør alligevel snart”.

Vibe, som føler sig alene og ensom, møder Jehovas Vidner, og pludselig føler hun sig betydningsfuld i en verden, som har travlt med sig selv. Hun er en personificering af den følelse Sofie selv har gået med i mange år.

– Vibe har, som jeg også selv i perioder har oplevet, en følelse af at verden er ligeglad med hende. Hun søger en verden, der går op i, hvem hun i virkeligheden er, fortæller hun.

Biseksuel i et ekskluderende miljø

Sofie fortæller, at hun spejler sig selv i begge hovedpersoner.

Den anden hovedperson, Mads, drømmer om at forlade Jehovas Vidner. Men han ved, at det vil betyde, at han mister alt og alle. Han tror ikke længere på Jehova, og han mener noget andet end Jehovas Vidner.

Netop det at føle sig begrænset af et strengt regelsæt og være underlagt bestemte holdninger er noget, Sofie har oplevet på egen krop.

Som 20-årig sprang Sofie ud som biseksuel, og begyndte at komme i LGBTQ+ miljøet.

Det var et skridt i hendes liv, som skulle have været frisættende, men i stedet oplevede hun en stærk indoktrinering, hvor kun bestemte holdninger var accepteret.

– Jeg havde følt mig anderledes hele mit liv, så da jeg fandt nogle, som kunne relatere til det, ville jeg bare for alt i verden gerne accepteres. Det betød så meget for mig at være en del af det fællesskab, at jeg måtte se gennem fingre med rigtig meget, siger Sofie.

På samme måde, som hovedpersonen Mads gør i Jehovas Vidner, følte Sofie, at hun blev pålagt holdninger, hun ikke kunne identificere sig med i den del af LGBTQ+ miljøet, som hun mødte. Hun ved godt, at det ikke er sådan i alle dele af miljøet.

– Jeg oplevede fordomme om, at biseksuelle bare var i en fase, hvor de ikke kendte til deres seksuelle behov og derfor ikke var socialt accepteret i miljøet. Men jeg turde ikke stille spørgsmålstegn, så jeg løj og sagde, at jeg var lesbisk, fortæller Sofie.

Hun slettede gamle Instagrambilleder med mandlige ekskærester, og når hun skulle ses med queerfolk, tog hun bestemt tøj på, for at se “queer nok” ud. Men en dag gik det op for hende, at det ikke var regler og fordomme, hun havde brug for i sit liv.

– Jeg kan huske en dag, hvor jeg var i en brætspilsklub med fem piger. Vi sagde alle, at vi var lesbiske, men da en af pigerne kom til at fortælle, at hun datede en dreng, indrømmede resten af os, at vi også var biseksuelle, fortæller Sofie.

Pigerne havde alle ladet som om de var lesbiske, for at blive accepteret. Og Sofie, kunne pludselig se, at det var et giftigt miljø.

Det var i samme tid, hun skrev på romanen “Vi dør alligevel snart”, så de tanker om fællesskab og identitet, gav hende inspiration til at gå hjem og skrive sine tanker og følelser ind i romanen. Derfor har hendes erfaringer i LGBTQ+ miljøet i virkeligheden stor betydning for, hvordan romanen udfoldede sig.

– Jeg har lært, at man har lov til at mene noget andet. Det er desuden en vigtig præmis for at undgå ekkokamre, hvor alle mener det samme og ikke tør ytre sig, siger Sofie.

Hun er overbevist om, at det er vigtigt at sætte sig ind i sin modstanderes synspunkter for at få et nuanceret forhold til samfundet.

Hendes oplevelse med LGBTQ+ miljøet lærte hende, at det er vigtigt at sætte sig ind i synspunkter, som umiddelbart virker langt fra ens egne og være åbensindet for at få udvidet sit verdensbillede.

– Jeg ser mange, inklusiv mig selv, som kun søger mod det de kender og mister lysten til at sætte sig ind i forskellige synspunkter. Jeg tror de fleste unge har prøvet at blive viklet ind i en radikal tænkning eller et miljø, som ikke er godt. Det kan være LGBTQ+, men også woke kultur, miljøaktivisme og meget mere, forklarer Sofie.

Hun så Jehovas Vidner som modpolen til sin egen religiøse overbevisning, nemlig ateisme. Efter hun har sat sig ind i religionen, er hun, ifølge sig selv, blevet et mere nuanceret menneske.

Hvor kan jeg finde et ubetinget fællesskab?

Ifølge Sofie kan det godt være, at religion er gået af mode, men det er fællesskabet bag det ikke. Folk søger stadig grupperinger og fællesskaber. Måske er guden bare taget ud og erstattet med et idol eller en person man ser op til. Det kan f.eks. være aktivistiske miljøer, som ser op til Gretha Thunberg, eller fanmiljøer, som ser op til diverse stjerner.

Derfor breder Sofies nye roman “Vi dør alligevel snart” sig til et større samfundsniveau, hvor Jehovas Vidner blot er et eksempel på et fællesskab, som både kan give værdi, tryghed og svar. Men samtidig kan være begrænsende og ødelæggende.

– Jeg håber, at læseren kan se, at selv om Jehovas Vidner er langt fra deres eget liv, så er det bare et eksempel på at tappe ind i et miljø, som både kan give et fællesskab, men samtidig begrænser dig, siger Sofie.

Hun mener, at et fokus på et fællesskab, kan være med til at fikse en kultur, hvor der er enormt meget fokus på individet selv, job, karakterer, sociale medier mm

Men Sofie står stadig på en skillevej. Hun vil gerne være en del af et ubetinget fællesskab, hvor hun kan få hjælp til voksenlivet, uden det handler om en Gud. For hun vil ikke underlægge sig eksempelvis Jehova og været bundet op på det strenge regelsæt der følger med. Men hun har endnu ikke fundet noget, der lever op det netop det.

Derfor håber hun, at hendes nye roman kan give læseren lyst til at skabe alternative steder, man kan gå hen og tale om livets store spørgsmål.

Artiklen blev første gang bragt på femina. Dette er en redigeret version.