Hvad er en god veninde?
For mig, Sidsel, er en god veninde en, jeg kan komme til, hvis jeg har noget på hjerte. Jeg kan fortælle hemmeligheder til hende, og vi kan grine i timevis om ingenting og alting. Hvis jeg er i dårligt humør, så kan hun få mig til at blive glad igen. Hun hjælper mig, hvis jeg for eksempel står i et problem, som jeg ikke kan finde løsningen på. Hun skal kunne mærke, når små drillerier ikke er sjove længere, skal kunne forstå, hvis jeg siger, at jeg gerne vil være lidt alene, uden at hun tror, der er noget galt med mig. Og så skal hun bare være sig selv!
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs også: De ti venindebud.
For mig, Marie, er det vigtigste at kunne grine sammen - meget! Der skal være plads til masser af nederen humor, interne jokes, venlige 'bank', grimme øgenavne, og så skal kemien være der. Men oven i alt det fjollede og useriøse, er det også vigtigt, at kunne være alvorlige en gang imellem. Ellers tror jeg godt, man kan blive lidt trætte af det i længden.
Læs også: Her kan du finde en veninde.
En god venindegave
Når ens veninde har fødselsdag, skal konfirmeres eller det er jul, er den bedste gave noget personligt. Så er det din tur til at være en god veninde. Måske noget du ved, hun har ønsket sig i rigtig lang tid, noget, der minder jer om en sjov oplevelse, I har haft sammen og så videre. Men hvis du hellere vil købe noget, kan man vælge at give hende hendes ynglings parfume, en sød bluse, som du måske synes, er perfekt til hende, eller give hende noget, der er typisk for hende.
Læs også: Den bedste veninde-gave.
Men egentlig kan man ikke sætte ord på, hvad der virkelig gør en veninde til en god veninde. Det er bare, hvordan man er selv, der afgør, hvordan en god veninde er. Det er heller ikke sikkert, at din bedste veninde opfylder det, du faktisk tror, skal opfyldes, men så er der noget andet helt specielt ved hende, som måske er lidt fascinerende. Måske kan andre ikke se det, du kan, men det er det, der gør din venindes og dit venskab helt specielt.