Konfirmation
Konfirmation

Huskeliste til din store konfirmationsdag

Stefanie Frid Jørgensen 23. juni 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Endelig er det din tur til at blive konfirmeret, men puha, der er virkelig mange ting, du skal huske inden den store dag. Derfor er det en god idé at lave en huskeliste, så du ikke glemmer noget vigtigt. Se vores bud på en huskeliste til din konfirmation her.

Konfirmationstøj, konfirmationshår og konfirmationstale. Der er virkelig mange ting, du skal have styr på til din konfi-dag, og derfor har vi samlet nogle af de ting, som du snart skal have styr på, i den her huskeliste til din konfirmation!

Konfirmationstøj

Uanset om du er pige eller dreng, så er det altid en god idé at kigge efter konfirmationstøjet i god tid. De fleste forretninger hænger den nyeste konfirmationsmode på bøjlerne allerede i efteråret. Så begynd at gøre dig nogle tanker om tøjets stil, og kig i nogle forretninger – du kunne jo risikere, at drømmetøjet pludselig var udsolgt, fordi du var for sent ude.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Konfirmationssko

Det perfekte konfirmationstøj er fundet, og du har samtidig købt et par nye supernice sko til dit outfit. Der er bare liiiiiiige en lille detalje, som du skal huske. De fleste nye par sko kan være stive i stoffet de første par gange, du går rundt i dem, og det kan give grimme vabler og megaømme fødder. Så gør dig selv den tjeneste, at du af og til lige tager et par timer derhjemme, hvor skoene får lov til at tilpasse sig dine fødder. På din konfirmationsdag kommer du til at gå og stå meget, og det ville være ret øv med en haltende konfirmand.

Læs også: Huskeliste til Blå Mandag

Konfirmationstilbehør

En måde at gøre dit konfirmationslook helt dit eget er, at du spicer dit outfit op med nogle fede accessories. Det kan enten være en halskæde, som du har arvet fra din mormor, eller et ur, som lige giver jakkesættet det der lidt ekstra James Bond-look. Og så er det en god idé, at du har en taske med i kirken, som du enten selv holder eller måske kan få dine forældre til at have hos dem. I tasken kan du have solbriller, læbepomade, et spejl, en pudder, en lille deodorant og din telefon, så du kan tage billeder med alle dine kammerater efter gudstjenesten.

Konfirmationshår

Selv om der er god tid til, at du skal konfirmeres, så er det en ret god idé, at du liiiige overvejer, hvordan dit hår skal se ud på din dag, og hvem der skal sætte det. Måske har du en sej mor, som skal hjælpe dig med en opsætning, og så er det smart, at I får øvet frisuren et par gange inden dagen, så der ikke opstår en hårkrise. Hvis du skal have sat dit konfi-hår hos en frisør, så husk at bestille en tid hurtigt, da der sikkert er mange andre konfirmander, som har samme tanke.

Konfirmationsindbydelse

Uanset om du vil holde en lille eller en stor fest, så få sendt dine konfirmationsindbydelser ud i god tid, så du er sikker på, at alle dine gæster har mulighed for at komme. Det ville være ret øv, hvis din søde kusine ikke kunne komme, fordi du var for sent ude.

Konfirmationsønskeliste

I stedet for dine gæster skal ringe og spørge dig, hvad du ønsker dig i konfirmationsgave, så send en ønskeliste med i

. Det kan måske være svært at vide, hvad du skal ønske dig i konfirmationsgave, så brug noget tid på at søge på nettet eller prøv at spørge dine veninder, hvad de ønsker sig. Det kan være, at du vil spare sammen til en eventyrlig rejse og derfor ønsker dig penge, men det kan også være, at du har set en megasød halskæde, som lige er dig.

Konfirmationslocation

Location er nok en beslutning, som dine forældre skal være ret meget ind over, men derfor kan I sagtens sætte jer ned og tale om forskellige idéer. Det kan være, at det er hyggeligst at holde det derhjemme, eller det kan være i et telt i haven, men det kan også være, at I skal kigge på forskellige slags festlokaler. Du kan både kigge i lejlighedsforeninger, i havne eller på skoler. Der findes mange muligheder.

Konfirmation

Konfirmationsborddækning

En ting, som kan være med til at gøre din fest personlig, er borddækningen og pynten. Du kan vælge at gå efter pynt i din yndlingsfarve, eller måske er du til temafester, hvor der er masser af muligheder for at gøre din fest helt unik. Om du er til havefest eller Hollywood-glam, så er en temafest altid sjovt.

Konfirmationstale

Der er en helt særlig ting, som du selv skal have styr på til din konfi-fest. Nemlig en takketale eller sang til din familie. Hvis du er lidt nervøs, så sørg for at få styr på talen i god tid, så du kan øve dig lidt. Det hjælper med at få styr på sommerfuglene i maven.

Konfirmationsvenner

Det er en supersød idé at give en lille gave til dine venner og veninder, der også er blevet konfirmeret. Giv dem en smuk, rød rose, eller skriv et lille personligt kort til dem. De vil smile så stort, fordi du har tænkt på dem.

Konfirmationstakkekort

Din konfi-dag har været super, og du har fået de fedeste gaver ever. Så husk lige at sende et takkekort til dine gæster, så de ved, hvor glad du er for deres gaver. Det vil helt sikkert gøre dem glade.

10 ting om din konfirmation

Du kan høre meget mere om din konfirmation i vores podcast. Her taler vi om konfirmationstraditioner, det perfekte outfit og selvfølgelig... Blå mandag.

Læs mere om