Hvad er konfirmation – og hvorfor holder man det?
Hvert forår ringer kirkeklokkerne ind til en helt særlig fest. Nemlig konfirmationen. Men har du styr på, hvad det vil sige at blive konfirmeret? Og ved du, hvad det er, du siger ja til i kirken? Og måske forstår du ikke helt, hvorfor tøjet absolut skal være hvidt? Selve ordet 'konfirmation' stammer fra det latinske ord 'confirmatio', som betyder 'bekræftelse'. I store træk betyder det, at du ved konfirmationstjenesten i kirken bliver bekræftet som Guds barn, ligesom du gjorde dengang, du blev døbt.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Skal jeg være døbt for at blive konfirmeret?
Du kan ikke blive konfirmeret, hvis du ikke er døbt. Når du bliver døbt, bliver du velsignet i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og præsten siger, at du nu er Guds barn. Fra den dag er du en del af den danske kirke og det kristne samfund. Hvis du ikke er blevet døbt, da du var baby, så skal du slet ikke panikke. Der er ingen aldersbegrænsning på at blive døbt, og hvis du gerne vil konfirmeres, men ikke er blevet døbt, så kan du få præsten til at arrangere en dåb for dig, inden du bliver konfirmeret.
Hvor gammel skal jeg være for at blive konfirmeret?
Normalt bliver du konfirmeret, når du er teenager – det vil sige i 13 til 15 års alderen – og i gamle dage symboliserede det, at et barn nu var blevet voksent. Før i tiden var det ikke unormalt, at børnene faktisk flyttede hjemmefra efter deres konfirmation, da de nu var færdige med skolen og derfor var voksne mennesker, som skulle ud og have et arbejde. Men der er heldigvis sket en del siden da.
Læs også: Hvad er nonfirmation?
Hvorfor holder vi konfirmation?
Konfirmation er en form for dåb nummer to. Da du blev døbt, sagde dine gudfar eller -mor ja til at lære dig om den kristne tro, og nu da du er blevet teenager, skal du så vise, at du kender til trosbekendelsen og kristendommen. Ved konfirmationen giver Gud dig igen sit ja til, at han vil være med dig i medgang og modgang, ligesom han gjorde, da du blev døbt. Det er altså ikke kun, som mange tror, konfirmanden, som bekræfter sin kristne tro ved konfirmationen, men også Gud, som endnu engang bekræfter konfirmanden som sit barn i kirken og i kristendommen.
Jeg vil gerne konfirmeres – hvad skal jeg gøre?
For at blive konfirmeret skal du gå til det, man kalder konfirmationsforberedelse. Konfirmationsforberedelse bliver typisk lagt ind i dit skoleskema, og sammen med din klasse skal du have undervisning i kristendom af jeres præst, inden jeres konfirmation. Det foregår oftest i den kirke, som din skole er tilknyttet. Udover undervisningen fra din konfirmationspræst skal du faktisk også selv sørge for at gå i kirke. De fleste præster forventer, at eleverne i deres egen fritid går til ti gudstjenester, og du skal have en underskrift fra den præst, som har stået for den gudstjeneste, som du har deltaget i hver gang. På den måde kan din præst tjekke op på, at du faktisk har været til alle ti gudstjenester inden din konfirmation.
Hvad sker der i kirken, når jeg bliver konfirmeret?
Selve konfirmationen i kirken foregår altid på samme måde. Konfirmationen begynder med, at konfirmanderne går ind i kirken og sætter sig på deres plads ved siden af familien. Efter indgangsbøn, en salme, læsning fra Bibelen og en kort prædiken holder præsten tale til konfirmanderne. Selve konfirmationen sker faktisk først oppe ved alteret, hvor du som konfirmand knæler foran præsten. Præsten stiller sig foran dig og siger dit navn, og det er ret normalt, at konfirmandens familie stiller sig op, imens du bliver velsignet. Når hele klassen er konfirmeret, går man tilbage til sine pladser. Efter gudstjenesten er du klar til at tage hjem og holde fest med familie og venner.
Læs også: Hvad er Blå Mandag?
Hvorfor skal jeg have hvidt tøj på?
En helt særlig detalje ved konfirmationen er de hvide kjoler og skjorter. Tilbage i oldtiden symboliserede den hvide farve renhed og fest. Det hvide tøj blev brugt, når man skulle til fest og derfor ikke skulle være svedig og beskidt, som man blev, når man arbejdede. Det hvide tøj blev først en del af kirken til dåben, da babyerne fik en hvid dåbskjole på, så de fremstod rene og festlige. Derefter blev det hvide tøj en stor del af de kirkelige traditioner, og man ser det både til dåb, konfirmation og bryllup. Det er dog ikke længere et must at have hvidt tøj på, så hvis du føler mere for en anden farve til din konfirmation, er det også helt okay!