konfirmation tjekliste huskeliste
Konfirmationsfest

Tjekliste: Dette skal du have i din taske på konfirmationsdagen

Af: Julie Lund Rosenfeldt Isen 11. marts 2024
Foto: Shutterstock
Nogle ting er et must at have i tasken på din store dag – og andre ting er supergode at have med for en sikkerheds skyld …

Det skal du have i tasken:

  • Bind, tamponer eller menstruationskop: Tænk, hvis du pludselig får menstruation, men ikke har et bind eller tamponer ved hånden?! Ja, det giver altså ekstra tryghed at have med i tasken – uanset hvad. (Og hvis du faktisk har menstruation på dagen, så skal du selvfølgelig pakke flere!)
  • Lommetørklæder: De er gode at have, hvis du bliver rørt og fælder en tåre. De er gode, hvis din makeup begynder at tvære lidt ud – eller hvis du skal pudse næse, eller hvis du spilder … Kort sagt: Tag en pakke lommetørklæder med i tasken!
  • Mobiltelefon: Nej, du skal selvfølgelig ikke sidde og kigge på din mobil hele dagen, vel? Men du vil elske at kunne tage nogle billeder i løbet af din konfirmationsdag. Og husk så at sætte den på lydløs, IK’?
  • Vabelplaster: Hvis du har helt nye sko på, som du aldrig har gået i før, så er det en virkelig god idé at tage et vabelplaster med – bare for en sikkerheds skyld – for det er da irriterende, hvis du skal bøvle med en øm vabel hele dagen!
  • Makeup: En lipgloss, en mascara, en concealer, et lille spejl … Hvis du har et eller to produkter, som du har svært ved at undvære, så put det i tasken, men lad være med at pakke hele dit makeup-kit – du får altså ikke brug for det!
  • Hårnåle: Har du en opsat frisure? Så vil du takke dig selv for at have pakket et par hårnåle ned i din taske – så kan du nemlig redde frisuren, hvis den begynder at falde lidt ned.
  • Talepapir: Hvis du har skrevet en tale, som du vil holde, så husk at putte papiret i din taske. Det ville jo være ret øv at glemme det hjemme på skrivebordet …
  • Mintpastiller: Du skal snakke med mange mennesker i løbet af din dag – og samtidigt får du sikkert en masse lækker mad. Derfor kan det være rart med en mintpastil, når du har spist mad. (Og ikke tyggegummi! Det ser bare ikke mega godt ud, hvis du hele tiden tygger, når der bliver taget billeder)

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

… Og det skal dine forældre holde for dig:

Du har jo ikke plads til alverden i din egen håndtaske, så mon ikke en af dine forældre godt gider tage et stofnet med med de ekstra ting, du måske kan få brug for …

  • Skiftesko: Hvis nu du bliver træt i fødderne af dine konfirmationssko …
  • Cardigan: Hvis du kommer til at fryse …
  • Deodorant: Hvis du har brug for at blive frisket lidt op under armene. Måske en spraydeo er en god idé …
  • Nål og tråd: hvis der (mod forventning) skulle ske noget med dit outfit …
  • Hårbørste: Hvis du har brug for at fikse frisuren …
  • Parfume: Det er en lang dag! Og hvis du føler, du skal friskes op, kan et frisk sprøjt parfume gøre underværker.