Hun har siddet så mange gange med spejlet og tænkt: ”Hvor er den? Jeg kan ikke se den”

Når Emma Libner scroller gennem indbakken på sin Instagram-profil @kh_underlivet, ligger der flere ulæste beskeder fra folk, hun ikke kender. Senest fra en kvinde i 30’erne, der stadig har til gode at have seksuelle oplevelser med andre, fordi hun skammer sig så meget over, hvordan hendes underliv ser ud.

En besked, der virkelig har rørt Emma.

– Jeg kan virkelig godt nikke genkendende til den der evige struggle med: Åh nej, lugter det? Er den våd nok? Siger den mærkelige lyde? I stedet for bare at acceptere, at den er, som den er, siger hun.

På @kh_underlivet er indbakken altid åben, og som en anden onlinestoresøster forsøger Emma at besvare de (mange) spørgsmål, folk har om underlivet.

Flere gange om dagen tikker der beskeder ind i indbakken. Det er alt fra unge kvinder, der sender billeder af deres trusser med udflåd, til fortvivlede forældre, der ikke ved, hvordan de skal tale med deres barn om seksualitet.

Som oftest handler det om, hvorvidt det, de oplever, er ”normalt”.

Emma har lavet en social pagt med sine følgere, hvor alt er tilladt. På profilen forsøger hun at skabe et rum, hvor der er plads til alle. Derfor taler hun højt om kropsbehåring, om når vibratoren løber tør lige inden klimaks, om dengang hun blev smittet med en kønssygdom, og om når menstruationen melder sin ankomst.

Det gør hun for at aftabuisere og afmystificere de ting, der følger med at have et underliv, men som ingen taler højt om. For sådan behøver det ikke være, hvis vi tør sætte ord på vores tanker om lysten, skammen, blodet og kløen, mener hun.

Klumper af blod

Emma er ikke bleg for at dele billeder af menstruationsblod og trusser med udflåd på Instagram. Det er hendes følgere, der sender hende billederne, og hun deler dem – med samtykke, selvfølgelig – for at gøre verden bevidst om, at menstruation, udflåd og vulvaer kan se meget forskelligt ud.

For at minde os alle sammen om, at menstruation ikke altid er som i reklamerne. At det ikke altid er en lille dråbe, der lægger sig smukt ned i trussen. Nej, menstruation er også gennemblødninger og store klumper af blod, og ja, det er helt normalt, at kønslæber har forskellige længder. Ingen vulvaer er ens.

– Den der ensomhed, der kan følge med at føle sig forkert, den er der ingen grund til. Jeg har modtaget de vildeste beskeder i min indbakke, og jeg har stadig til gode at modtage noget, jeg ikke har hørt om før. Der er ikke nogen i min indbakke, der er alene om det, de oplever, siger hun.

Men når man ikke har set eller hørt om noget, der ligner en selv eller stemmer overens med det, man oplever, så kan man nemt føle, at der er noget galt med en, mener hun.

Særligt i den nulfejlskultur, vi lever i, hvor enhver fejl og mangel kan ses som et personligt nederlag.

– Det kan jeg mærke på graden af frustration og frygt, der også lever i min indbakke. Folk sender beskeder til mig om problemer, som vitterligt ikke ville være et problem, hvis vi havde en større accept i forhold til underlivet i vores kultur.

Provokation

Som underlivsinfluencer er det hverdagskost at se og høre om alle afskygninger af vulvaen. Men sådan er det bestemt ikke for alle.

En helt almindelig decemberdag sidste år delte Emma et opslag med billeder af gennemblødninger.

Både dem, der løb ned ad benet, dem, der havde sat deres aftryk på kontorstolen, og dem, der havde farvet de ellers hvide trusser blodrøde.

Med det samme dalede antallet af følgere på profilen. Det ser hun som et udtryk for, at folk blev provokeret over synet. Og det forstår hun godt.

I virkeligheden mener hun, at den følelse af provokation er en gammel rest af det, hun håber, vi en dag kan slippe af med.

Nemlig det faktum, at vi har svært ved at tale om de ting, vi har svært ved at forholde os til.

Når Emma deltager i offentlige debatter, mærker hun også, at der er knyttet en berøringsangst til underlivet.

Hun bliver ofte fortalt, at underlivet hører til privatlivets fred, og at det ikke er noget, man behøver snakke højt om. Men den præmis køber hun ikke ind på.

Hun mener, ligesom 1970’ernes rødstrømper, at det private er politisk, og at vi netop af den grund skal italesætte underlivet. For hvis vi ikke taler om det, bliver det forbundet med noget skamfuldt.

– Hvis vi siger, at underlivet er privat, så har vi heller ikke mulighed for at forholde os til det. Så lukker vi samtalen ned, og så kan vi ikke snakke om det. Så rykker vi os ikke, siger hun og tilføjer:

– Vi skal simpelthen tage tyren ved hornene og sige, at det, vi har så svært ved at snakke om, er noget, vi skal tage stilling til. For det har nogle uhensigtsmæssige konsekvenser for særligt unge mennesker, hvis vi ikke taler om det.

Tog vulvaen i egen hånd

Hver dag udfordrer Emma præmissen om, at underlivet er privat ved at tale højt og offentligt om det. Hun ved, at hun taler fra et priviligeret sted som hvid, slank og ciskønnet kvinde.

Men på trods af det har det krævet en del øvelse at nå hen til den grad af frigørelse, som hun føler i dag.

Emma voksede op i et hjem, hvor underlivet ikke rigtig var noget, man talte om. I folkeskolens seksualundervisning så hun aldrig skyggen af en vulva. Hun var vant til fortællinger om, at sex ikke var for hendes skyld, og omkring hendes seksuelle debut var der særligt én ting, der fyldte i hende.

Nemlig den store misforståelse, at mennesker med vulva bliver født med en jomfruhinde. Hun var mildest talt ”pissebange” for at bruge tamponer og cykle over huller i asfalten på vej til skole i frygt for at miste sin, hvad hun fik fortalt, dyrebare mødom til Gladsaxe Kommunes dårligt asfalterede cykelstier.

– I tilfældet med jomfruhinden er det jo supervildt, fordi jeg har siddet mange gange med spejlet og været sådan: Hvor fuck er den? Jeg kan ikke se den. Og alligevel har fortællingen om den dikteret, hvad jeg har gjort med min krop.

I sine tidlige 20’ere besluttede Emma sig for at tage sagen – og håndspejlet – i egen hånd. Hun stod på tærsklen til sit voksenliv og troede virkelig, at hun havde ”fattet det hele”. Men hun tog fejl.

Da hun startede i journalistpraktik, begyndte hun ved et tilfælde at interessere sig for de emner, hun lever af at tale højt om i dag. Der var flere ting, der rykkede på sig i den offentlige debat i den periode.

Menstruation blev mere almindeligt at tale højt om, og medierne begyndte at interessere sig for, at kvinder kunne tage p-piller uden pause. Det fik hende til at stille spørgsmålstegn ved hendes egen brug af prævention og alle mulige andre ting ved kroppen, hun aldrig havde tænkt over, men bare gjort.

Hun fandt ud af, at der var mange ting, hun troede, hun vidste, men som i bedste fald var halve sandheder eller i værste fald direkte løgne.

– Det var i virkeligheden et skred i min egen selvopfattelse. Min kropslighed, min identitet, min opfattelse af mit køn, og alle sådan nogle ting var lige pludselig totalt oppe i luften, og jeg skulle starte forfra, siger hun.

Så det var det, hun gjorde med @kh_underlivet. Hun satte sig foran computeren og begyndte at undersøge de ting, hun undrede sig over. Hele debatten om menstruation blev, hvad hun kalder en ”dåseåbner” ind til hendes i dag brede univers.

Vulva-venskab

Hvis man spørger Emmas tætte venner, vil de nok sige, at hun føler et stort ansvar for at tale højt om underlivet. Måske også et for stort ansvar, tror hun.

Det er da heller ikke forkert. Det gør hun.

Det er vigtigt for hende at tale højt, så andre ikke oplever de samme ting, som hun selv har oplevet. Hver dag taler Emma derfor højt om vulvaen og kæmper for, at vi kan nå hen til et sted, hvor ingen forbinder underlivet med skam- og forkerthedsfølelser.

– Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil gå og forputte mig med nogen ting. Hvis jeg oplever noget, har jeg lige så meget ret til at dele det, som alle andre har til at sætte ord på deres oplevelser, siger hun.

Faktisk har det også været en måde for hende at manifestere sig selv i verden på og opnå større selvaccept og selvværd. Noget, hun ikke havde ret meget af som barn.

I dag er hun som 28-årig landet et godt sted. Et sted, hvor hun føler så stor ro og tryghed omkring det, der foregår dernede, at selv små symptomer ikke længere larmer lige så meget, som da hun var yngre.

Emma Libner har arbejdet hårdt på at opbygge et godt venskab til sin vulva, og det gør hun stadig. Hun har nemlig erkendt, at den kommer til at være hendes tro følgesvend resten af livet.

– Min vulva er med mig hele tiden, på godt og på ondt. Det kan jeg ikke ændre på. Men jeg kan ændre, hvordan jeg forholder mig til den, og hvordan de negative fortællinger om underlivet, som findes i samfundet, får lov til at påvirke mig.

Denne artikel blev første gang bragt på femina:update. Dette er en redigeret version.