Den nye serie 'Gen V' er en perfekt blanding af ungdomsdrama, superhelteaction og satire

Den satiriske superhelteserie, The Boys, udvider endnu engang sit univers med Gen V. Her følger vi den første årgang af superhelte, der ved, at deres kræfter ikke er gudsbenådede, men kommer fra reagensglas leveret af den onde virksomhed Vought.

Hvis man ikke er bekendt med de indre mekanismer i dette univers fra moderserien, så vil man måske være lidt tabt til tider. Men for de mange fans, vil Gen V ikke skuffe. Faktisk, så når den næsten op på siden af The Boys.

Velkommen til Dokolkin University

Godolkin University er hjem for de spirende superhelte, der alle dyster om en plads i top-10, hvilket vil betyde en sikker kontrakt på at være helt for en by, og måske endda en plads i dette univers' svar på Justice League, The Seven.

Marie Moreau (Jaz Sinclair) er nytilkommer på universitet og kan manipulere blod (noget, der med sikkerhed er en fordel i denne verden). Hendes fortid er fyldt med tragedie, men hun er opsat på at blive den bedste superhelt og indtage sin plads i The Seven som den første sorte kvinde.

På trods af sine ambitioner har Marie dog ingen anelse om, hvordan man spiller spillet. Antal følgere og visninger på sociale medier er valuta. Det fungerer både i form af helte, der er lige så meget kendisser, som de er kriminalitetsbekæmpere, men også som en kommentar til tidens SoMe-fokuserede ungdom.

Selskabet Vought står selvfølgelig bag universitet og styrer det med hård hånd, og der foregår en masse lyssky ting bag de lukkede døre. De unge står ved en skillevej i forhold til, hvilken slags helt de gerne vil være: En, som følger ordrer, eller en, som kæmper for retfærdighed.

Satire i topklasse

Satiren over den politisk korrekte kultur på de amerikanske universiteter står malet med fed skrift, og humoren rammer plet hver eneste gang. Alt, der hedder social aktivisme, LGBT+-rettigheder osv. er ikke andet end strømninger, som store virksomheder kan brande sig på i søgen efter profit.

Gen V rammer med kanylepræcision mange af de problemer ungdommen går rundt med i deres formative år på vej ud til voksenlivet, men hvad der imponerer er, hvor godt den gør det.

Online mobning, forventningspres, psykisk sygdom og mere. Gang på gang overrasker Gen V med, hvad den tager under behandling, hvor det føles som en helt naturlig udfoldelse af karaktererne. Den ved præcist, hvilke dele af ungdoms- og kendiskulturen, den skal tage pis på, og hvad den skal tage seriøst.

Den formår at flette personligt drama sammen med en spændende historie, der indeholder meget af den satiriske humor og oceaner af blod.

Slipper afsted med det meste

Alle skuespillerne gør det fremragende. I de satiriske elementer er alle med på joken, uden at vise deres hånd, og rammer de emotionelle øjeblikke med rimelig stor overbevisning. Alle karaktererne døjer med deres egne problemer i forhold til samfundet, dem selv eller deres forældre. Selv når nogen agerer som et røvhul, har man forståelse og næsten sympati med dem, fordi man ved, hvad deres attituder bunder i.

Særligt vores hovedperson Marie, der ikke umiddelbart har noget ønske om at være populær, men bliver skudt uvildigt til tops i det sociale hierarki. Berømmelsen stiger hende til hovedet, og for første gang i sit liv har hun medvind, og det er vel ikke så galt, hvis man skal træde lidt på andre for at holde fast i det, vel?

Enkelte gange kan budskaberne godt blive lidt hårdhændede. De fleste er bekendte med Show it, don’t tell it, hvilket serien gør, for så lige at sige det bagefter, så alle er med.

Gen V består af mange dele. Ungdomsdrama, superhelteaction, overdrevet vold, satire over store virksomheder og det politisk korrekte miljø. Den slipper afsted med langt det meste og formår at bruge de forskellige elementer til at højne de andre dele, og det er bare god underholdning med noget på hjerte.

Artiklen blev første gang bragt på Vi Elsker Serier. Dette er en redigeret version.