Heartstopper
Film & serier

Ung kærlighed eller historisk indblik: Her er 9 queer-serier, du skal se

Af Stinne Kaasgaard (redigeret til Web) 18. august 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Netflix
Vi har samlet 9 serier, du skal se, hvis du vil uddanne dig selv – og underholdes med lidt færre stereotyper, end du plejer.

'Heartstopper', 2022

Den populære Netflix-serie 'Heartstopper' er skabt af Alice Oseman og er baseret på hendes romanserie af samme navn. Her følger den unge Charlie, der går i britisk high school, hvor han forelsker sig i klassekammeraten Nick Nelson. På øm og realistisk vis formår serien at portrættere venskab, ung forelskelse og selvaccept, og det har gjort den til noget af et internetfænomen. Er aktuel nu med anden sæson.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kan ses på Netflix.

'The L Word', 2004

Flere år før streamingtjenester som HBO og Netflix begyndte at inkludere queermiljøet i deres portfolio af serier, kom ’The L Word’ og opfyldte stort set alt, hvad især lesbiske havde savnet på film og tv: nemlig cool, sofistikerede, succesfulde kvinder, som var lesbiske. Selv om den også rummer historier om homofobi og fordomme om homoseksuelles forældreegenskaber, var det ikke seriens claim to fame alene. I 2020 kom i øvrigt rebooten ’The L Word – Generation Q’, som kan ses på HBO, hvor flere af de originale karakterer medvirker.

Kan ses på Viaplay.

'Sex Education', 2019

Det er ikke altid nemt at have bramfrie og sexpositive forældre, men det kan være behjælpeligt. Det finder Otis ud af i 'Sex Education', hvor han påtager sig sin mors rolle, spillet genialt af Gillian Anderson, som sexolog i skolens frikvarterer og får uddannet sine venner og klassekammerater i sex.

Samtidig bliver Otis' en vigtig støtte for sin bedste ven Eric, der må stå meget igennem som sort homoseksuel både derhjemme og i skolen, og det stærke bånd mellem de to er bare en af de mange grunde til at give dig i kast med serien.

Kan ses på Netflix.

'It's a sin', 2021

Den britiske serie handler om homoseksuelle under opblusningen af AIDS-epidemien i 1980’ernes London, og står i uhyggelig kontrast coronaen. For mens regeringer og førende forskere hopper på tungen for at finde vacciner og behandlingsmuligheder for corona, var datidens politikere og læger stort set ligeglade med “bøssevirussen”, som HIV blev kaldt dengang. ’It’s a sin’ viser en gruppe unge, håbefulde briter, som fester og udlever deres seksualitet, men hvor omgangskredsen pludselig bliver syge og dør som fluer. Seriens medvirkende er i øvrigt alle homoseksuelle.

Kan ses på HBO.

Genera+ion’, 2021

Selv om 'Genera+ion' styrer langt uden om mange af de klichéer, 90’ers high school-serier gjorde, så er der tale om en tiltrængt moderne af slagsen, hvor vi følger unges kvaler med kærester, uønskede graviditeter, den forbudte forelskelse eller manglende accept fra forældrene, men med en bedre repræsentation af minoriteter. Det er den kun 19-årige Zelda Barns, der med støtte fra executive producer Lena Dunham har skrevet serien i samarbejde med sine fædre.

Kan ses på HBO.

'Young Royals', 2021

Selv om 'Young Royals' også foregår blandt unge studerende, er den alligevel markant anderledes. Her er vi nemlig med på den elitære, svenske kostskole Hillerska, hvor ingen ringere end den svenske prins Wilhelm går. Her møder han Simon, som han danner et tæt bånd med og forelsker sig i. Det skaber selvsagt en masse drama, for kan det royale maskineri acceptere, at den kommende konge er homoseksuel?

Kan ses på Netflix.

'Tales of the City', 2019

Netflix-serien er i virkeligheden et reboot af den originale serie, baseret på bøgerne af Armistead Maupin, som blev vist i 1993, 1998 og 2001. Serien skildrer dengang som nu en gruppe excentriske venner i San Francisco, men i den nye version er queer-miljøets mangefacetterede kønsidentiteter og seksualiteter i endnu højere grad repræsenteret med såvel nonbinære som transpersoner og dragqueens på rollelisten.

Kan ses på Netflix.

'Pose', 2018

Hvis du endnu ikke har set ‘Pose’, burde du først se dokumentaren ‘Paris is Burning’ fra 1990. Filmen handler om New Yorks såkaldte ballroom-kultur fra slutningen af 1980’erne, som også er den, ’Pose’ tager udgangspunkt i. Men ’Pose’ kan også sagtens ses i sig selv, hvis du gerne vil lære mere om LGBTQ+-scenen i New Yorks undergrund, nattescene, truslen fra AIDS-epidemien, og hvordan det var at være sort eller latinamerikansk transperson i 1980’ernes USA.

Kan ses på HBO.

'Euphoria', 2019

Stofmisbrug er det egentlige hovedtema i ‘Euphoria’, som er et af HBO’s mange gode bud på serier, hvor queerpersoner er repræsenteret, men hvor de blender naturligt ind i historien. Vi følger teenageren Rue Bennett, som kæmper med op til flere psykiatriske diagnoser og ikke mindst et massivt stofmisbrug. Hun har svært ved at finde en mening med tilværelsen, men får sit liv vendt på hovedet, da hun møder Jules, som spilles af den transkønnede skuespiller Hunter Schafer.

Kan ses på HBO.

Denne artikel blev første gang bragt på ELLE.dk. Dette er en redigeret version.

Lyt til Vi Unges podcast ’Ægte’, hvor content creator og skuespiller Fredrik Trudslev og sexolog Lene Stavngaard tager dig med på seksualoplysningsrejse og forsøger at give dig svar på alt det, du burde have fået at vide til seksualundervisningen i skolen.