Interview: Mød TikToker Anna Bjerg
Anna Bjerg er 19 år og er en af Danmarks TikTokere.
Anna startede med at lave ”TikToks” dengang, at appen hed ’Musicaly’. Men da Musicaly blev lavet om til TikTok stoppede hun med at dele videoer. Men så skete corona, og vi havde vores første lockdown her i Danmark, og det fik Anna tilbage på app’en, der var gået fra at være Musicaly til TikTok. Under den første lockdown begyndte Anna at lave en masse videoer, men her fik ”kun” omkring 100 visninger på dem.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Flere lockdowns senere har Anna over 60.000 følgere og op til flere videoer, der er gået viralt. Læs med, og lær meget mere om, hvad Anna har gjort for at blive populær på TikTok, samt hvad hun drømmer om at bruge sin platform til.
Hvem er din yndlings TikToker?
- Hm. Det synes jeg faktisk er mega svært. Men hvis jeg skal nævne en dansk TikToker, så kan jeg godt lide ’Thiasbach’. Han laver nogle ret grineren og gennemførte parodi-videoer. Ellers kan jeg også rigtig godt lide TikTokere, der laver sådan nogle ”What I eat in a day”-videoer. De giver mig altid inspiration til, hvad jeg selv skal spise.
Hvilken type TikToks kan du bedst lide at lave?
- Jeg kan rigtig godt lide at lave sådan nogle dansevideoer. Jeg har selv gået til dans i 8 år, så jeg synes, det er sjovt at lære nogle nye danse. Ellers kan jeg rigtig godt lide at lave sådan nogle små vlogs eller vise, hvad jeg spiser på en dag - både fordi mine følgere godt kan lide at se det, men også fordi jeg synes, det er hyggeligt at se tilbage på dem.
Hvilke overvejelser gør du dig, inden du deler en video af dig selv på TikTok?
- Der er jo rigtig mange, der ser med på mine videoer derinde – og det skal jeg altid lige huske mig selv på. Når jeg laver videoer, er det ikke altid, at jeg tænker over, at der er nogle, der kommer til at se dem. Så nogle gange - efter jeg har lavet en video – sker det, at jeg tænker: ”Okay, måske jeg ikke lige skulle sige det” eller ”måske skal jeg lige gøre det her på en anden måde”. For jeg vil gerne virke så meget som mig selv som muligt.
- Jeg tænker altid over, hvad jeg siger eller gør på en video, inden jeg deler den. Især fordi der er rigtige mange unge, der følger mig. Så jeg tænker også særligt på, hvad jeg har på af tøj, eller hvad jeg viser frem. Jeg vil gerne være et godt forbillede.
Har du nogle gode råd til, hvordan man går viralt på TikTok?
- En god idé er at være med på trends eller at skille sig ud - for eksempel ved at have noget fedt tøj på. Dét hjælper rigtig tit og gør som regel, at der er mange, der kommer til at se ens videoer. Også bare det at poste rimelig tit er en god idé. For jo mere du poster, jo flere videoer er der, som kan komme ud på folks ’For you’-pages. Og så kan det være, at hvis folk ser en dér, at de går ind på ens profil og af den grund får lyst til at følge en.
Her er 5 sjove TikToks, du kan lave med dine søskende
Hvad vil du gerne bruge din TikTok til fremadrettet?
- Da jeg startede, havde jeg ikke regnet med, at min platform ville blive så stor, som den er blevet – og den bliver jo kun ved med at vokse. Lige nu vil jeg bare gerne underholde folk. Men i og med at man har så mange følgere, som jeg har, og har så mange, der ser op til en og ser ens videoer, så synes jeg også, det er vigtigt, at man bruger ens platform til nogle gode formål.
- Jeg er for eksempel lige blevet ambassadør for PlanBørnefonden – eller det er vi blevet som familie. Så PlanBørnefonden, og det, som de står for, er også noget, som jeg gerne vil sætte fokus på i fremtiden på min profil derinde.
Hvad betyder det for dig at være blevet ambassadør for PlanBørnefonden?
- Det betyder, at jeg kan hjælpe med at sætte fokus på, at det ikke er alle børn og unge, der har det lige så godt, som vi har det her i Danmark. Der er for eksempel rigtig mange piger på min egen alder, der bliver giftet bort - og der er børn, der slet ikke har muligheden for at komme i skole og få en uddannelse. Så det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan hjælpe med at sætte fokus på de her ting, og at jeg kan hjælpe med at få udbredt budskabet om, at vi bør hjælpe, hvor vi kan.
@annaceciliebjerg Der kom lige en mand gående i baggrunden ?
♬ original sound - Jean-Victor