Det sker

13 ting du kan lave på en søndag...

Af 0 27. marts 2008
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Hvorfor er det egentlig, at søndage altid er kedelige? Og hvem er det lige, der har bestemt, at det skal være sådan? Uanset hvad, så skal det være

Hvorfor er det egentlig, at søndage altid er kedelige? Og hvem er det lige, der har bestemt, at det skal være sådan? Uanset hvad, så skal det være slut med at spilde en af ugens dage væk! Vi gi'r dig her 13 gode søndags-tips!

1. Sove længe
Det er jo søndag, så hvorfor stå tidligt op, når du endelig har fri fra skole?

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

2. Biografen
Tag med veninderne i biffen og se den nyeste film med yndlings-skuespilleren!

3. Hjemmebag
Ja, det smager bare for lækkert, så hvorfor ikke bage en kage? Det giver dig med garanti et plus i "familiens karakterbog", men kun hvis du husker at rydde op efter dig selv!

4. Bowling
Det er virkelig skægt, og hvis du kan samle to af dine veninder, så koster det nærmest ingenting at leje en bane. Det er super hyggeligt - og så er skoene altid en griner værd!

5. Lektier
De skal jo laves, og hvis ikke du er én af de heldige, der har fået det overstået før weekenden, ja, så kan du jo bruge din søndag på det...

6. Makeup
Øvelse gør jo mester... Derfor kan du passende bruge din søndag på at gå amok foran spejlet. Du kan jo også invitere din veninde over, så kan I øve jer på hinanden. Find makeup tips i dine Vi Unge blade eller på www.viunge.dk!

7. Frisk luft
Nej, det er ikke kun for dig, som har en hund, der skal luftes! Hvad med at gå en tur i skoven med familien - eller måske gå en lang tur på stranden med kæresten? Det er skønt at være ude i naturen - også selv om det er koldt og vådt.

8. Garderoben
Det kan være ret dyrt hele tiden af skulle opdatere garderoben - med mindre du kan bruge din søndag på at friske noget af dit nuværende tøj op? Find en gammel top og broder den med små sten og perler. Vupti! Så har du en top, som ingen andre har. Det er da supertjekket!

9. Svømmehallen
Her er alternativet til dig, der elsker at bade, men som måske synes, at strand-badning er lidt for koldt på denne tid af året! Tag din veninde med i svømmehallen, og vi lover jer, at I vil få det rigtigt sjovt!

10. Shoppetur
Det er altid billigst at gøre på en søndag! Tjek de fede modetrends i vinduerne sammen med veninden, og så kan du jo passende lige finde ud af, om du selv er opdateret. Falder du over den mest ultimative, must-have T-shirt, kan du jo passende gå hjem og fortælle dine forældre i hvilket butiksvindue, du så den!

11. Pizza
Det smager altså bare godt! Og søndag er bare en rigtig pizzadag! Tag ned på det lokale pizzaria sammen med veninden - måske møder I ham den lækre fra parallelklassen dernede?

12. Girls only
Saml veninderne derhjemme og lav nogle rigtige tøseting! I kunne lave manicure på hinanden, ordne hår, lægge agurke-maske, sladre om ugens begivenheder og selvfølgelig pludre om fyre!

13. Skriv løs
Ville det egentlig ikke være ret fedt at få sit brev i Vi Unge? Du kan jo bruge din søndag på at skrive nogle spørgsmål om dit idol og sende det ind til vores læserstråler. Og hvis du render rundt med et problem af den mere alvorlige slags, kan du jo skrive ind til Vi Unges Dilemma eller Brevkassen.

Læs mere om