konfirmationssko til drenge
Konfirmationstøj

Guide til drenge: Sådan finder du de perfekte konfirmationssko

Julie Lund Mikkelsen 23. juni 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Klassiske sorte sko eller de nyeste sneakers? Vi giver dig masser af inspiration til dine konfirmationssko.

Jakkesæt, skjorte, mørke bukser – du tænker måske, at du ikke har så mange muligheder, når det handler om dit konfirmationstøj ... Så hvorfor ikke bruge dine konfirmationssko til at få lidt personlighed ind i dit outfit? Der er jo supermange forskellige slags sko at vælge imellem – og der er (næsten) ikke noget, der er rigtigt eller forkert at vælge! Vi guider dig til de ting, du skal tænke på, inden du vælger sko til din konfirmation.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Konfirmationssko – nye eller gamle?

Når du skal finde dine konfirmationssko, er det allerførste spørgsmål: Skal du ud og købe helt nye sko? Ikke nødvendigvis! Måske har du allerede et par sko derhjemme på dit værelse, som du gerne vil have på? Hvis du allerede har det perfekte par stående i skabet, så slipper du jo for at skaffe nye. Smart!

Lån dig frem

Du kan også vælge at låne et par sko til din konfirmation af nogen, du kender. Måske har din far, din storebror eller din ven et par, der ville passe godt til dig? Pæne sko kan jo godt være dyre at købe, så du kan da lige så godt udnytte dit netværk, når dine konfirmationssko skal findes.

Find inspiration

Hvis du ser et billede af en fyr, der kører en rigtig cool ”jakkesæt + sko”-stil, så gem billedet, og brug det som inspiration. Det er en supergod idé at blive lidt inspireret af andres outfits, når du skal sammensætte dit eget til din konfirmation. Måske har du et idol, som du gerne vil inspireres af? Prøv at google eller søge på YouTube.

Den helt rigtige slags

Selv om du trækker i et klassisk jakkesæt, behøver du jo ikke vælge nogle helt klassiske konfirmationssko. Hvis du er meget mere til afslappende sneaks, så vælg da det i stedet! (Og det ser da faktisk ret nice ud med et par lækre sneaks til et cool suit.) Det vigtigste er, at du føler dig godt tilpas med de sko, du skal have på til din konfirmation.

Læs også: Guide til Blå Mandag-tøj til drenge

Sorte, brune, hvide eller...?

Hvilken farve konfirmationssko skal du vælge? Først er det en god idé at få styr på, hvordan resten af dit outfit skal se ud. Skal du i mørkt eller lyst suit – eller vælger du at droppe jakke og butterfly, for i stedet at køre åbenstående skjorte i en cool farve? Når du har styr på dit outfit, bliver det lettere at finde præcis de sko (og den farve), der passer til.

Personlige sokker

Hvis du ikke føler dig helt tilpas i mørkt jakkesæt og blanke sko, så brug dine sokker til at få lidt af din personlighed ind i tøjet. Sokker med for eksempel Manchester United-logo eller et crazy mønster er en grineren detalje, som sørger for, du føler dig bedre tilpas i dit pæne outfit – også selv om dine sokker jo er lidt skjult fra alle andre …

Hvem skal bestemme?

Du drømmer om at have dine nye Nike-sko på, men dine forældre vil meget gerne have, du tager nogle klassiske sorte sko på – og hvem bestemmer så? Det gør du selvfølgelig – det er jo DIN dag, ik’? Meeen måske I kunne finde et kompromis sammen. For eksempel kunne du tage fine sko på i kirken og så skifte til festen. Det er jo altså også en dag, der betyder meget for din mor og far!

Er de pudset?

Et par fine sorte sko er superstilede til et jakkesæt! Men, men, men du skal altså huske at pudse dem, inden turen går mod kirken. De kommer til at stå meget skarpere, hvis de lige har fået en omgang skosværte. Find pudsegrejet frem aftenen inden din konfirmation, og giv dem en omgang – så behøver du ikke at tænke på det om morgenen.

Læs også: Inspiration til konfirmationstøj til drenge

Gå dem til

Hvis du skal have et helt nyt par konfirmationssko på, er det en rigtig god idé at gå dem lidt til inden din konfirmation. Nye sko har det nemlig med at være lidt stive i det, og så kan de godt være ret ubehagelige at gå i. Tag dem på derhjemme, og væn dig til at gå i dem et par uger inden din konfirmation. Og hvis du stadig er bange for, at de kommer til at gnave, så tag lidt vabelplaster med på dagen.

Et ekstra par…

Det kan være en rigtig god idé at tage et par skiftesko med på din konfirmationsdag – især hvis du skal have fine, blanke sko på i kirken. Et par gummisko i tasken vil nemlig ”redde” dig, hvis der pludselig bliver mulighed for at spille fodbold i haven eller gå en tur med vennerne. Det duer pæne sko altså ikke rigtig til…

Læs mere om