“Det betyder rigtig meget for mig, at folk vil bruge mine pronominer. Jeg gider ikke sige undskyld og føle, at jeg er en byrde”

JEG HAR ALTID haft selvtillid om min krop. Jeg tror egentlig aldrig, at jeg har haft det sådan, at jeg ikke kunne lide den. Men da jeg var omkring 20 år, begyndte jeg at tænke, at noget af mit tøj ikke passede mig så godt.

Særligt om sommeren.

Jeg begyndte at blive irriteret over, at jeg ikke havde et fladt bryst. Det kunne være småting som at løbe eller hoppe, hvor jeg følte, at jeg ikke kunne bevæge mig frit.

Jeg følte tidligt, at jeg ikke passede ind i de kasser, som jeg var blevet påduttet ved min fødsel. Jeg følte mig ikke tilpas i de der klassiske binære kønsroller.

Jeg er aldrig “sprunget ud” som nonbinær.

Da jeg begyndte at tænke, at jeg ikke var en kvinde og måske heller ikke rigtigt en mand, var jeg omgivet af en masse mennesker, som havde det ligesom mig.

Der var andre omkring mig, som kunne sige til mig, om jeg måske ikke var nonbinær. Jeg kendte ordene, men det var ikke noget, jeg havde overvejet tidligere.

Jeg er i en vennegruppe, hvor det har føltes naturligt at åbne op om, hvem jeg er. Det var naturligt, at man prøvede forskellige ting af og udforskede sig selv. Der var en indforståethed med, at binære kønsroller var lidt latterlige.

Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at jeg tidligt har været bevidst om, at jeg ikke ville være for “piget”.

Jeg ville ikke gå i kjoler eller lyserødt og var meget opmærksom på ikke at sende bestemte signaler på den måde. Jeg kunne som barn godt være fascineret af mandlige hovedkarakterer på film i en grad, hvor jeg tænkte, at de var lækre, og at jeg var vild med dem.

F.eks. syntes jeg, at den dreng, der spiller Peter Pan i liveaction-filmen (fra 2003, red.) var fucking sej.

Det er først, når jeg ser de film i dag, at det går op for mig, at jeg nok bare var fascineret og misundelig på hans måde at være på og udtrykke sig på. Jeg har nok haft det, man kalder “gender-envy”.

JEG BRUGER HAN-/HAM-pronominerne i dag, og mit kønsudtryk er transmaskulint, men jeg definerer stadig mig selv som nonbinær.

Jeg har været den samme hele vejen igennem. Jeg er stadig mig selv indeni. Jeg føler, at jeg blander en masse forskellige kønsenergier: Feminine, maskuline og queer-energier.

Alle mine valg, mit navn, min operation og mine pronominer, har været med til at gøre mig mere og mere til den, jeg gerne vil være og ser mig selv som. Men jeg er ikke en mand.

Jeg har for nylig fået en “top surgery” (kirurgisk fjernelse af bryster, red.). Jeg bliver gladere for den beslutning for hver dag, der går.

Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, hvor mange der får lavet en operation som den, jeg har fået lavet, i Sverige.

I Danmark skal du igennem Center for Kønsidentitet, og man risikerer at vente i to år på en operation. Jeg ringede til klinikken i Sverige i april, fik en konsultation i september og blev opereret i oktober.

“Top surgery” er i øvrigt ulovligt på danske privatklinikker. Der er virkelig lang vej igen herhjemme.

SOM BARN fik jeg lov til at gøre, hvad jeg ville. Min søster og jeg fik lov til at bestemme, hvilket noget hår vi gerne ville have, og det tøj, vi havde på.

Min mor har aldrig haft en interesse i at gøre os til prinsessebørn.

Jeg er sikker på, at det havde været helt o.k., hvis vi var sådan, men hun havde ikke et brændende ønske om at få to piger, hun kunne flette hår på. Hun ville bare gerne have, at vi skulle være dem, vi selv ville være.

Vores ønsker og behov er blevet anerkendt og respekteret. Det har gjort, at jeg er meget mere tryg ved at tale både med hende og med andre mennesker om mig selv og mine kønsmæssige overvejelser.

Jeg har altid haft en interesse for feminisme, ligestilling og køn. Det var min farmor, der første gang introducerede feminisme for mig, da jeg var omkring 12 år, og begge mine forældre har altid været feminister.

Senere læste jeg Judith Butler (amerikansk filosof, sociolog og queer-teoretiker, som mener, at køn er en social konstruktion, red.), og jeg begyndte at interessere mig for dragkultur.

Jeg blev mere og mere opmærksom på “queerness” i løbet af mine teenageår.

Det betyder rigtig meget for mig, at folk vil bruge mine pronominer. Hvis de ikke kan finde ud af det, eller de har svært ved at lære det, er jeg tålmodig til en vis grad.

Jeg synes, det er svært, hvis jeg føler mig meget besværlig. Det har jeg ikke så meget til overs for.

Jeg gider ikke sige undskyld og føle, at jeg er en byrde, fordi nogen har svært ved at lære det. Også fordi de faktisk er mulige at lære.

Jeg kan ikke lide, hvis fremmede mennesker kalder mig “unge dame”, eller hvis jeg går i kiosken med min kæreste, og vi bliver kaldt “pigerne”.

Jeg føler, at jeg har truffet så mange valg for netop at signalere til omverdenen, at jeg ikke vil kaldes unge dame. Derfor ærgrer det mig, når så mange alligevel bare formoder andres pronominer og køn.

Der, hvor jeg måske møder mest modstand, er i kommentarspor på f.eks. Facebook. Men jeg bruger ikke tid på dem, som ikke vil respektere og acceptere mig.

Jeg vil hellere bruge tid på dem, der gerne vil prøve at forstå, hvilken verden vi lever i.

JEG KALDER MIG TRANSMASKULIN, fordi det giver mig mulighed for at være den mand, jeg har lyst til at være.

Jeg skal forsøge at binde mig selv op på nogle meget uopnåelige maskuline idealer. Jeg føler, at det er betegnelser, som er åbne for fortolkning.

Min fortolkning handler om at omfavne maskulinitet, men måske ikke manddom. Jeg er ikke interesseret i at være en ciskønnet mand.

Jeg er interesseret i at være en maskulin person og have et maskulint udtryk. Jeg bruger maskulinitet, som jeg selv ønsker det.

Maskulinitet betyder rigtig meget mig og for den måde, jeg udtrykker mig på.

Men jeg kan mærke, at når jeg begynder at udtrykke mig mere maskulint, sker der to ting: Det ene er, at jeg føler mig mere glad og fri. Det andet er, at jeg får lyst til at leve op til nogle bestemte maskuline idealer, som er svære for mig at leve op til: Mænd skal være fysisk stærke, ikke være for følsomme, have styr på tingene, gå i noget bestemt tøj, have styr på økonomien og have sex med så og så mange på en bestemt måde.

Jeg forstår godt, at mange mænd har svært ved at omfavne det feminine i dem selv, fordi de hele tiden skal leve op til, hvad det vil sige at være en mand.

Der er en hel pakke af egenskaber, som bliver påduttet mænd, og jeg tror ikke, at de altid har været stærke nok til at tale om det.

Jeg oplever, at cis-mænd er meget påvirkede af maskuline idealer, og hvordan de holder dem fast i at være noget bestemt og leve op til bestemte forventninger.

Jeg synes, det er enormt frigørende, at jeg kan vælge at være den type mand, jeg har lyst til at være.

Der er jo ingen personer i verden, som kun besidder maskulinitet eller femininitet.

Jeg tror, at mange ville have gavn af at omfavne både de maskuline og de feminine sider i sig selv. Jeg tror, at mænd har været særligt dårlige til at omfavne deres feminine sider.

CIS-MÆND KAN LÆRE MEGET af transmænd og transmaskuline personer. Som transmaskulin eller transmand ser du maskulinitet udefra, og så har du et andet perspektiv.

Jeg føler, at jeg har ret stor mulighed for at vælge og vrage, når det handler om, hvilken slags mand jeg gerne vil være.

Jeg tror, at mange ciskønnede mænd kunne lære af den indsigt, transmænd og transmaskuline har fået, i ønsket om at påtage sig en stor del maskulinitet.

Jeg føler, at jeg har en dobbeltindsigt i verden, fordi jeg har levet de fleste år af mit liv som kvinde. Jeg har en anden forståelse for, hvad femininitet er, hvordan det føles at have bryster, eller hvad du skal svare din ekskæreste, når hun skriver til dig.

AT MIN MOR VAR EN KENDT PERSON, har jeg aldrig tænkt særligt meget over.

Jeg har ikke haft noget at sammenligne det med og har derfor altid bare accepteret det som en del af mit liv og min hverdag.

Det er svært at gøre andet, fordi jeg jo også bare elsker min mor. Hendes opbakning og interesse har betydet alt.

Hun har altid været optaget af, at vi skal kunne snakke om tingene, og at vi skal kunne være os selv, min søster og jeg. Jeg føler, at det har bragt os tættere, at jeg har delt alt det her med hende.

Jeg havde ikke haft den platform, jeg har i dag, hvis min mor ikke havde været en offentlig person. Det er jeg taknemmelig for. Det betyder, at jeg kan komme ud og snakke med folk om køn, nonbinaritet og maskulinitet, som jeg gør nu.

Jeg synes, det er meget givende, når jeg kan mærke, at de lærer noget af mig, og at jeg lærer noget af dem, jeg taler med.

Det betyder meget, når jeg kan mærke, at jeg rykker noget. F.eks. når en person henvender sig til mig og siger, at de har et barn, som gennemgår det samme som mig.

JEG ER SIKKER PÅ, at der altid har været nonbinære mennesker, men der har aldrig være så mange, som definerer sig sådan, som der er i dag.

Derfor har nonbinære ingen idé om, hvordan vi kommer til at se ud som gamle. Det kan mine venner og jeg godt grine af indimellem.

De fleste ved jo, hvordan ældre mænd eller ældre kvinder ser ud, men hvordan ser en ældre nonbinær ud?

Vi aner ikke, hvad vi kan forvente, i forhold til at blive ældre. Det er sjovt, men det er jo også et reelt problem, for som ung er det jo sindssygt vigtigt at have nogle rollemodeller at spejle sig i.

Jeg drømmer om en verden med mere flydende kønsidentiteter. Det er ikke, fordi jeg vil have, at hele verden skal være nonbinære, men jeg ville ønske, at hele verden forstod, at vi ikke er det ene eller det andet.

At vi ikke er så statiske, som vi tror, vi er. Jeg er ofte i kredse, hvor jeg er den eneste, som er queer. Jeg er ikke altid omringet af frisindede mennesker, og jeg må ofte pointere, at jeg bruger han/ham.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg er nødt til det, men det må jeg acceptere. Jeg får det ikke bedre af at blive vanvittig sur, hver gang det sker.

Det nye er, at der i dag er der et helt nyt sprog for det, som gør, at jeg føler mig mere tilpas. Jeg møder sjældent folk, som slet ikke vil prøve at forstå det.

Artiklen blev første gang bragt på femina.