Der er et før og et efter, Sol sprang ud: "Det kan godt føles som sorg"
Sol gik i niende klasse, da de første gang kyssede med en pige. Det var til en fest. Selv om det føltes helt rigtigt for Sol, blev det altid italesat som noget, de gjorde for sjov. Derfra var det tilbage til at kysse med drengene igen.
Da Sol begyndte at date, vidste de ikke, at de kunne date andre mennesker end gymnasiefyrene. Det gjorde alle omkring Sol. Der var et socialt hierarki, man skulle passe ind i. Det gjorde de bedst ved at være én af dem, som drengene gerne ville score, følte Sol dengang.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
– Det var rart at være god til sex, men jeg tænkte mere på modtagerens forhold til at have sex end mit eget. Det kan godt føles som sorg.
Ny femina-podcast "Sexterapi"
I feminas podcastserie “Sexterapi” møder vi otte modige mennesker, der åbner op omkring en intim problemstilling, de netop står overfor. De vender deres tanker, oplevelser og følelser med Camilla Tved, der er jordemoder, sexolog og sexterapeut. Hun taler til dagligt med folk om seksualitet og lyster med det fokus, at de skal hvile sig i det og have lyst til at udfolde sig.
I andet afsnit møder vi Sol Amanda Wendel. De er nonbinær og bruger de/dem pronominer.
I dag har Sol svært ved at forsone sig med sin seksuelle fortid. For nu kan de se, at de har været sammen med de helt forkerte mennesker i forhold til deres seksualitet.
– På det tidspunkt føltes det helt okay, men siden jeg er sprunget ud og især i kraft af, at jeg har opdaget, at jeg er nonbinær, og min kønsidentitet er noget andet, end jeg troede, kan jeg få kvalme og ubehag af at tænke tilbage på min fortid og tidligere sexpartnere, fortæller Sol i podcasten.
Sol kan godt blive ked af det over, at deres seksuelle fortid er sket og føle sig snydt for ikke at have haft bedre seksuelle oplevelser som ung.
– Nød jeg det overhovedet, eller var det bare en performance? Spørger Sol.
– Hvad nu, hvis det var en performance? Hvad er forskellen mellem en performance, og at man gjorde det så godt, man kunne, ud fra det, man vidste dengang? Spørger Camilla Tved tilbage.
– Jeg bebrejder mig selv nogle gange, at der skulle gå så lang tid, før jeg opdagede, at jeg overhovedet ikke havde det rart i det, jeg var i, fortæller Sol.
For Camilla Tved ligner det allermest en sorg, som har ramt Sol. En sorg, der bringer følelser frem, som er svære for Sol at bearbejde og ikke mindst konfrontere, for de ved ikke, hvor følelserne skal placeres.
“Det er okay, at være den man er, og det er okay at være i tvivl”
Artiklen blev første gang bragt på femina:update. Dette er en redigeret version.