Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Vi Unge undersøger: Hvad er en incel?
Hvad er en incel?
Incels er en gruppe af mænd, der – ifølge dem selv – lever i “ufrivillig cølibat” og bliver nægtet sex og kærlighed af kvinder. Det er en helt særlig gruppe, som har deres egne onlinefora, i det der kaldes for “manosfæren”, som er digitale rum, hvor mænd diskuterer maskulinitet. Her ses feminisme som den største trussel mod mænd og mænds rettigheder.
Det er vigtigt at understrege, at incels ikke er en betegnelse for alle mænd, der ikke har sex, men derimod de mænd, som føler, at de bliver svigtet af kvinder, der afviser dem.
Incels føler nemlig, at det er dem, som bliver undertrykt og nedværdiget, fordi de anser kvinders afvisning som en ydmygelse. De ser det som en ydmygelse, fordi de mener, at de har ret til seksuel tilfredsstillelse. De føler ikke, at det er deres egen skyld, at de ikke har sex. I stedet giver de samfundet – og primært kvinder – skylden: Kvinder, der afviser dem. Kvinder, der hellere vil være venner end romantiske partnere. Kvinder, der vælger andre mænd over dem.
Mange incels nævner, at de bliver provokerede, når de ser piger og kvinder hvile i deres seksualitet, og når mændene ikke må få adgang til den. De føler derfor – helt fejlagtigt – at de har ret til at være sammen med en kvinde, hvis hun for eksempel viser sin krop eller er seksuelt aktiv. Dette resulterer i samtaler, hvor sproget ofte er kvindehadsk, og hvor emner som vold og voldtægt dominerer.
Fra internetfora til angreb
I nogle tilfælde bliver tonen i incel-fora så voldsom, at diskussionerne i værste tilfælde ender i planlagte overfald eller angreb. Et nyligt eksempel på netop det kan man finde i december 2021, da en 27-årig dansk mand blev tiltalt for at have planlagt skoleskyderier i Nord- og Østjylland.
Organisationen Digitalt Ansvar politianmeldte manden efter at have overvåget diverse incel-fora, og efterfølgende fandt man over 6.000 opslag fra den tiltalte. Opslag, som omhandlede kvindehad, fordi den 27-årige følte sig fravalgt.
Hvordan opstod incels?
Begrebet “incel” opstod i 1997, men dengang havde det faktisk slet ikke den samme betydning som i dag. Det var en kvinde fra Toronto, der introducerede begrebet for verden. Hun forklarede, at hun havde svært ved at finde en partner, fordi hun følte sig socialt akavet og uattraktiv.
Derfor oprettede hun “Alana’s Involuntary Celibacy Project”, hvor ligesindede personer kunne komme i kontakt med hinanden. Hvad der startede som et positivt internetforum for ensomme blev dog på få år forvandlet til det, vi kender i dag.
Vi Unge undersøger: Hvad er slut-shaming?
Friendzonen er en "trøstepræmie"
De fleste har hørt om at blive placeret i “the friendzone”, men vidste du, at betegnelsen også kan have en giftig betydning? Ifølge incels eksisterer kvinder hovedsageligt for at tilfredsstille dem seksuelt og romantisk. Incels ser det derfor som en nedværdigelse at blive tilbudt venskab af en kvinde, fordi det anses som en trøstpræmie.
Stacys & Chads
Incels tror på, at hele samfundet er bygget op efter et socialt hierarki, hvor de selv ligger nederst. Incels kalder de attraktive, populære og seksuelt aktive mænd for ”Chads”. De kvinder, der fravælger incels – og typisk går efter ”Chads” – kaldes for “Stacys”. ”Stacys” bliver beskrevet som kvinder, der er overfladiske, og som til enhver en tid ville vælge en “veltrænet Chad” frem for en “ægte gentleman” aka en incel.
3 ting, du kan tage med videre
1. Du må aldrig frygte at afvise andre – også selv om det ikke føles rart – og det er heller ikke din skyld, hvis de reagerer negativt på afvisningen. Du har ikke ansvaret for andres følelser, og du skylder hverken kys, sex eller romantik til nogen som helst.
2. Hvis du kender nogen, der udviser incel-adfærd, så husk, at du er i din gode ret til at tage afstand eller blokere vedkommende. Du kan også altid tale med en person, du stoler på, for at finde ud af, om eller hvordan du skal reagere. Det er værd at understrege, at selv om der er flere eksempler på incels, der udøver vold og overgreb, er det ikke noget, du skal frygte i hverdagen. Når det er sagt, er det selvfølgelig vigtigt at reagere, hvis du føler dig truet.
3. Hvis du oplever, at en person truer med at skade andre, eller hvis du selv modtager trusler eller hadefulde beskeder, kan du politianmelde det og få hjælp gennem organisationer, der rådgiver og støtter dig. Du kan blandt andet få hjælp hos digitaltansvar.dk